Samfund

Kommunalt samarbejde med hovedsæde i Viborg har vokseværk

Databehandlersekretariatet holder til på rådhuset i Viborg Kommune. Foto: Emilie Dakhini

Medlemstallet i Det fælleskommunale Databehandlersekretariat er på to år vokset fra 61 til 70 kommuner, der kan glæde sig over højere kvalitet i opgaveløsningen og reducerede udgifter.

I august 2022 kunne chef for databehandlersekretariatet, Henrik Houmøller Sprøgel, som den første medarbejder sætte sig til rette ved sit skrivebord på Viborg Rådhus, hvor Det fælleskommunale Databehandlersekretariat har adresse.

Dengang var 61 kommuner blevet enige om i fællesskab om at gennemgå databehandleaftaler og indhente årlige rapporter fra kommunale IT-leverandører.

I dag er 70 kommuner en del af fællesskabet.

– Det er jeg glad for. Både fordi sekretariatet betyder, at vi får en større faglighed og specialisering, men også fordi det giver en markant besparelse for rigtig mange kommuner, siger Henrik Houmøller Sprøgel.

Markant besparelse

Han fremhæver, at det fælles sekretariat har nemmere ved at komme i dialog med de store leverandører, end hvis kommunerne skal henvende sig individuelt.

– Vi har en rigtig god dialog med eksempelvis virksomheder som Microsoft og KMD, som er leverandører, der fylder meget i mange kommuner, og hvor det kan tage lang tid at gennemgå materialet. Eksempelvis tager det en måneds arbejde at komme igennem den årlige rapport fra Microsoft, og derfor giver det i mit hoved mening, at det arbejde kan deles af 70 kommuner, i stedet for at hver kommune skal lave det individuelt, siger Henrik Houmøller Sprøgel.

Samme opfattelse har leverandørerne, hvor blandt andet KMD har oplevet, at dialogen med kommunerne er blevet forbedret siden oprettelsen af det Fælleskommunale Databehandlersekretariat.

– Arbejdet med databehandleraftaler, tilsyn og i det hele taget hele dagsordenen omkring GDPR er omfattende og ressourcekrævende for såvel kommunerne som leverandørerne. Så vi er glade for samarbejdet med Det Fælleskommunale Databehandlersekretariat, hvor vi i et godt og konstruktivt samarbejde finder løsninger som tilgodeser såvel kommunernes som vores behov, siger Preben Bech, Markedsdirektør i KMD.

Hvis 10 kommuner eller derover

Det er dog langtfra kun databehandleraftalerne fra giganter som KMD, som bliver håndteret af det Fælleskommunale Databehandler Sekretariat.

– Vi håndterer aftaler fra de leverandører, som mindst 10 af vores medlemmer benytter. I begyndelsen var kravet 20 medlemmer, men vi oplevede, at det udelukkede for mange leverandører. Med 10 kan vi håndtere langt størstedelen af vores medlemmers databehandleraftaler, siger Henrik Houmøller Sprøgel.

Det er kun kommuner, der kan blive medlemmer af det Fælleskommunale Databehandler Sekretariat, der har syv medarbejdere. Prisen er cirka 100.000 kroner per år, dog afhængigt af antal borgere i kommunen, men så står sekretariatet til gengæld klar for at håndtere alle databehandleraftaler, som kommunen har til fælles med minimum ni andre kommuner. I øjeblikket er det over 800.

Læs mere om Det fælleskommunale Databehandlersekretariat her.

 

Kommentarer