Kultur

Kendte navne og lokale kulturfolk til årets udgave af Bjerringbro Kulturfestival

Pressefoto

Moonjam, Oda Omvendt og Andy Warhol kan findes side om  side med højtlæsning, kanorace og fællessang i programmet for dette års  udgave af Bjerringbro Kulturfestival, der finder sted fra 30. maj til 8. juni.

BJERRINGBRO – Der er både kendte og lokale navne på plakaten, når Bjerringbro Kulturfestival løber af stabelen fra torsdag den 30. maj til lørdag den 8. juni.

Moonjam kigger således forbi med deres 40 års jubilæums-tour. Oda Omvendt, kendt fra DR’s  Ramasjang, optræder, og det samme gør den kendte musiker Mek Pek. Og så har Bjerringbro  Kunstforening lavet lidt af et scoop med en udstilling af Andy Warhol-serigrafier.

– Efter sidste års store succes med Den Kongelige Sommerballet ved Gudenåen var der  mange, der satte spørgsmålstegn ved, om vi kunne lave noget lige så godt i år. Det svar synes jeg vi giver klart og tydeligt med årets program, og det svar er JA, siger Dagny Vistisen, der er formand for Bjerringbro Byforums Kulturudvalg.

Stærkt lokalt fundament

Selvom der er er flere store navne udefra, så har Bjerringbro Kulturfestival på ingen måde mistet sit lokale ståsted. Programmet er således spækket med gode lokale oplevelser.

– Det har altid været det primære formål med Bjerringbro Kulturfestival, at vi vil vise det alsidige lokale kulturliv frem for borgerne på Bjerringbro-egnen, og uden de mange lokale kulturaktører ville vi slet ikke have en festival, siger Dagny Vistisen.

Hun peger på, at selv om de største navne ikke kommer fra lokalområdet, så er det lokale kulturaktører som Musikviften, Lions Club Bjerringbro, Bjerringbro Højskoleforening, Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter samt Bjerringbro Byforum, der står bag musikfestivalen ”Musik På Pladsen”, der udover Moonjam også har de lokale ”Shortest Straw” og ”Dan & Koch” på programmet.

Dan & Koch. Pressefoto

Gode gensyn

Der er mange gode gensyn til dette års Bjerringbro Kulturfestival.

Således gentages det velbesøgte Aftensang ved Gudenåen med Bjerringbro Kirke i en udvidet  udgave i år. Der er Torsdagskoncert, og Bjerringbro Bibliotek står bag en række arrangementer  såsom højtlæsning for voksne og en vandretur i Hjermind Skov med skovfoged Steen Bonne  Rasmussen.

Vil man gerne røre sig, kan man deltage i Gudenåløbet, Bjerringbro Kanorace eller Zumba  med Gudenaadalens Gymnastikforening; alternativt arrangerer Byens Hus E-sport for lokalområdets unge, eller man kan deltage i tirsdagens sportstema i Gudenåhuset med foredrag om BFHs kvindehold, spisning i cafeen og film i biografen.

Børnefamilie-dage

Som noget nyt har Bjerringbro Byforum sat hele to dage af til egnens børnefamilier.

Fredag den 7. juni og lørdag den 8. juni afholdes ”Børnefamilie-dage” på Niels Due  Jensens Plads, hvor Mek Pek og Oda Omvendt giver den gas.

Børnene kan se frem til en musikalsk og farverig oplevelse, når Oda Omvendt og Dr. Pink  indtager scenen med deres energiske show. Med sjove beats og en loopstation får publikum  mulighed for at være med til at lave musik på uventede måder; men showet har også et budskab om genbrug og bæredygtighed. Det bliver en dag fyldt med musik, farver og læring for  børnene, lover arrangørerne.

Børnefamilierne kan også opleve den lokale tryllekunstner Allan Jensen optræde med sin trylleworkshop, man kan møde en ‘ægte’ havfrue eller se cirkuskunstner med Astrid fra Cirkus Aroma.

Er man til sjove, spændende, vilde og måske også lidt usunde aktiviteter for børn og barnlige sjæle, så kig forbi Bjerringbro FDF’s aktiviteter på pladsen om lørdagen.

Læs mere om programmet på Bjerringbro.dk

Shortest Straw. Pressefoto

 

Kommentarer