Ørum

Julemarked på Mårdalgaard er blevet en kæmpesucces

Se billedserie Der er skruet helt op for julehyggen på Mårdalgaard, som holder julemarked igen i morgen og næste søndag. Foto: Gitte Hagsholm

To velbesøgte søndage taler for sig selv: Julemarkedet på Mårdalgaard i Ørum er blevet en stor succes med mange besøgende. Og har man ikke været der endnu, så er der også åbent søndag både denne og næste weekend. 

For andet år i træk holder Louise Giandrup Lund og familien julemarked på Mårdalgaard syd for Ørum. Efter sidste års succes er julemarkedet udvidet til at holde åbent alle adventssøndage, og det har betydet flere kunder i butikken, fortæller hun.

– Det er helt overvældende hvor mange, der har valgt at tage turen hertil for at besøge vores julemarked. Vi har på de første to søndage haft 400 besøgende, og vi er meget begejstrede for den store opbakning.

Ligesom sidste år har Louise Giandrup Lund allieret sig med udstillere, der, ligesom hun selv, er iværksættere med fokus på bæredygtighed.

Udstillerne i år er Visual By Nørgaard med blomsterdekorationer, Chokolicius med lækkert chokolade, GROBUND med bæredygtig tøj til børn og voksne, Colourfuldmind med ‘Regnbyer’ og Julepynt, Birkdenmark med bæredygtige sæber, Ann. V. Illustration, Glaspusteriet samt  Chrims Keramik.

Og så er Louise Giandrup Lund også selv repræsenteret med sin butik, Thirdhand, hvorfra hun sælger unikke mærkevaretasker, som hun selv indkøber og restaurerer.

– Jeg ønsker med markedet at skabe et rum og en udstillingsplatform for lokale iværksættere, der samtidig har bæredygtighed tænkt ind i deres produkter, ligesom jeg selv har det med mine designtasker, siger hun.

Fæld selv juletræer

Udover et julemarked med masser af gode tilbud, så er er der også mulighed for at få juletræet med hjem fra Mårdalgaard.

Her har Louise Giandrup Lund sammen med ægtefællen Anders igennem mere end ti år opdyrket juletræer, som lige nu går ‘som varmt brød’.

– Vi sælger mange juletræer, og der er en klar tendens til, at familier igen vil ud at fælde deres eget træ, fortæller Anders Lund.

Julemarkedet på Mårdalgaard er åbent i morgen 11. december samt næste søndag 18. december.

På Mårdalgaard kan man udvælge og fælde sit eget juletræ. Foto: Gitte Hagshlolm

Kommentarer