Jeg siger nej til skolelukninger
Af Jeppe von Berg, Moderaterne
Der bliver ofte talt om skolelukninger. Som skolepædagog og politisk kandidat vil jeg gerne have, at samtalen tages i en ny retning.
Det er som oftest skolerne i landdistrikterne, der er lukningstruede. Når de lukker, har det store konsekvenser: Den geografiske spredning af skoler i kommunen mindskes, lokalsamfundene mister sammenhængskraft, og det frie skolevalg mister værdi, da valgmulighederne begrænses.
Jeg ved godt, at elevtallene på landsbyskolerne ikke altid er så høje, men jeg ser det ikke som noget, der behøver at blive gjort til et problem. For jeg oplever, at netop disse skoler kan tilbyde noget ganske særligt. De giver nemlig børnene mulighed for at være en del af et nærværende fællesskab med tætte bånd, hvor alle kender hinanden. Ikke alle børn trives på skoler med tårnhøje elevtal. Nogle blomstrer mest i det nære og overskuelige. Det må ikke glemmes.
Ærligt talt: Jeg synes, alt for mange politikere taler om skolelukninger med uforståelig lethed, som om det er uden konsekvenser. Men virkeligheden er, at noget meget dyrebart og uerstatteligt går tabt, når en skole lukker.
Jeg vil kæmpe for valgfrihed, og jeg vil kæmpe for nære skoler. Jeg vil være børnefamiliernes tydelige stemme – i hele Viborg Kommune.
Jeg siger nej til skolelukninger, som lokale samfund ikke ønsker!














Kommentarer