Erhverv

Jackpot til Viborg-ejere efter salg af Randers Reb

Pressefoto

Et sted mellem mellem 150 og 200 millioner kroner. Det beløb er ifølge Børsen et godt bud på, hvad ejerne indkasserer ved at sælge sine aktier i Randers Reb.

I 2004 købte to driftige erhvervsfolk fra Viborg, Knud Larsen og Johan Staaling, resterne af det dengang kriseramte Randers Reb. I sidste uge overdrog de så den videre drift af det 177 år gamle selskab til kapitalfonden Erhvervsinvest.

Det er en af Danmarks ældste virksomheder, som kapitalfonden nu overtager.

Randers Reb blev stiftet tilbage i 1840, og siden da har firmaet udviklet sig til en af landets helt store erhvervssucceser, der blev landskendt for det kontroversielle men humoristiske slogan: “Hæng Dem ikke i bagateller, hæng Dem i Randers Reb”.

I begyndelsen af 00’erne kom virksomheden i problemer i forbindelse med et fejlslagent IT-system og direktørfyring efterfulgt af en skandalesag – og havnede på sågar Børsens observationsliste.

I 2004 var det kommet så vidt, at selskabet var på randen konkurs, da det blev opkøbt af erhvervsfolkene fra Viborg.

Efter 13 år under deres ejerskab ser virkeligheden helt anderledes ud i dag.

Produktionen er flyttet til Litauen, overskuddet efter skat lød i 2016 på 14 millioner kroner, og driftsresultatet endte på 19 millioner.

Successen er primært kommet af produktion af stålwirer og tovværk til fiskeindustrien samt reb til legepladser, men virksomheden producerer fortsat også stoleflet til den berømte Y-stol designet af Hans Jørgen Wegner.

Kommentarer