Hammershøj

Hyggelig lørdag i Julemandens Værksted i Hammershøj

Se billedserie I ‘Julemandens Værksted’ kan gæsterne sidde indenfor i varmen og hygge sig over varm glögg eller en kold øl ind imellem besøgene på de mange stande. Alt imens børnene er på skattejagt eller leger udenfor. Fremsendt foto

Lørdag var blev der julet efter alle kunstens regler, da Hammershøj Borgerforening sammen med spejderne holdt julemarked i ‘Julemandens Værksted’.

For andet år i træk havde Hammershøj Borgerforening henlagt byens julemarked til værkstedet hos Dalsgaard Autoteknik. Det er også grunden til, at arrangementet har fået navnet ‘Julemandens Værksted’.

I mange år afholdtes julemarkedet i byens forsamlingshus, men efter nogle år med faldende besøgstal flyttede man det ned på betonstøberiet.

Da det ikke kunne lade sig gøre sidste år, rykkede man det så ud i lokalerne hos Dalsgaard Autoteknik, som indehaves af Lars Antonsen, der også er formand for borgerforeningen.

Det har vist sig at være en god idé.

Nogle af standholderne havde konkurrencer med fine præmier på højkant. Fremsendt foto

Alt udsolgt

I år var alle 15 standpladser besat, og her kunne købes et bredt udvalg af brugskunst og julepynt og -dekorationer, og udenfor solgte spejderne juletræer og pyntegrønt.

Den regerende soppedronning, Klara Kjeldsen, var også tilstede med sin egen bod. Hun har samlet lopper fra hele egnen, som hun solgte ud af. Hendes indtjening går til Soppefesten, hvor et overskud sidenhen fordeles til byens og egnens foreninger.

Godt koncept

Før børnene var der arrangeret en skattejagt, hvor de skulle finde bogstaver, der dannede ordet julemand, og for rigtigt svar – det havde de fleste vist – indkasserede de en præmie. Julemanden kom selvfølgelig også forbi, og han havde også godter med til de yngste gæster.

Formanden er godt tilfreds med årets arrangement.

– Der var rigtigt godt besøgt med gæster det meste af dagen, flere end sidste år, så vi er meget godt tilfredse, siger han og tilskriver noget af successen, at folk kunne sidde indenfor i varmen og hygge sig over en kop glögg, kaffe, øl eller vand samt grillede pølser og lune æbleskiver for de småsultne.

– Det er ikke noget vi spinder guld på, men vi vil gerne opretholde den gode tradition, og det har vi fundet en god model for med Julemandens Værksted, slutter Lars Antonsen.

Kommentarer