Magaxin

Hvordan kan Viborg få gavn af Danmarks nye AI-supercomputer?

Danmark får snart en af verdens største supercomputere. Gefion, som den hedder, er baseret på NVIDIA chips og kommer med et prisskilt på 700 millioner kroner. Projektet består af oprettelsen af et nationalt center for AI-innovation, støttet af Novo Nordisk Fonden og EIFO.

Målet er at fremskynde forskning og innovation inden for blandt andet sundhed og bæredygtige energiløsninger, og supercomputeren forventes at gå live inden nytår 2024. Men lad os se hvad Viborg kan få ud af at have en AI-supercomputer i baghaven.

AI kan knække alle mulige kombinationer på ingen tid

AI er årets buzzword. Men set bort fra hypen, revolutionerer teknologien allerede industrier på stribe. Inden for sundhed, for eksempel, kan en AI-supercomputer være ligesom en ultrahurtig laborant som aldrig bliver træt. Moderne AI kan nemlig hjælpe med at tjekke alle mulige kombinationer af medicin til at bekæmpe sygdomme så effektivt og hurtigt som muligt.

Det virker fordi den kan finde mønstre i uanede mængder af data. Og den kan gøre det virkelig hurtigt. Ikke nok med det, men den kan også simulere sygdomsforløb med en række parametre såsom diverse medikamenter. Dette lader forskerne hurtigt finde den mest muligt effektive behandling. Resultatet? Potentielt flere gode og sunde leveår for viborgenserne.

Og det er ikke alt. Her er et udpluk af nogle af områderne, hvor AI-supercomputeren potentielt kan berige Viborg og omegn:

Et boost til lokal innovation og teknologi

At have en gigant som Gefion tæt på os, vil med al sandsynlighed tiltrække både talent og yderligere hi-tech investeringer.

Optimering af transport og logistik

Moderne AI kan hjælpe med alt fra forudsigelse af efterspørgsel til strømlining af supply chain og fragt, med både tid og penge sparet som følge.

Sundhedssektoren

Kunstig intelligens inden for sundhed muliggør bedre forebyggende behandling takket være præcise forudsigelser ud fra historiske data.

IT sikkerhed

AI bliver allerede i dag flittigt brugt inden for cybersikkerhed, til at genkende trafik- og adfærdsmønstre og signaturer som indikerer angreb. Dette medvirker hurtig respons som kan standse og begrænse skaden inden det er for sent.

Kommer robotterne efter vores jobs?

I Viborg, hvor sladderen løber hurtigere end Gefion kan behandle data, bliver der allerede spekuleret om robotterne kommer til at tage vores jobs. Men den nye supercomputer er egentlig meget mere interesseret i at knuse tal end karrieredrømme. Med det sagt, så er der naturligvis nogle reelle risici at tænke over og diskutere:

Privatliv og sikkerhed

Mens folkene bag Gefion og datacenteret som den skal “bo i” lover et højt niveau af datasikkerhed, er der en implicit risiko forbundet med at behandle så enorme mængder af data som der er tale om. For en by som Viborg, er det alfa og omega at vores data bliver ordentligt sikret mod databrud og misbrug.

Etisk brug af AI

AI skal bruge data—både til at træne—og løse problemer. Og der er automatisk et problem med data; bias. At producere datasæt med træningsdata i høj kvalitet er en vanskelig opgave, blandt andet fordi vi mennesker selv har diverse bias. Dette kan potentielt føre til diskrimination og uretfærdighed.

Kommentarer