Hold hjernen frisk og bliv sund med sang og samvær
Så kan vi endelig mødes igen og lad os det. Bjerringbro Bibliotek søger deltagere mellem 60-75 år til at deltage i et forløb, hvor de kan prøve kræfter med nye aktiviteter, der inspirerer til at holde hjernen i gang.
Sang og samvær med andre mennesker er med til at holde os på dupperne og holde hjernen i gang. Nu kan du blive en del af et lille hold, som mødes otte gange i efteråret på Bjerringbro Bibliotek.
Sammen synger og snakker vi i fællesskab om sangene, hygger, drikker en kop kaffe og afprøver en sjov, fysisk aktivitet, som forhåbentlig sender humør og puls i vejret, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
Forløbet er en del af pilotprojektet ’Hold Hjernen Frisk’, som biblioteket samarbejder med Sundhedscenter Viborg, LOF og Gudenådalens Fysioterapi om.
Pilotpojekt
I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt?
Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer – og det er aldrig for sent at gå i gang!
Derfor deltager Viborg Bibliotekerne i et innovativt pilotprojekt, ’Hold Hjernen Frisk’, støttet af Nordea-fonden, som skal omsætte forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet.
På Viborg Bibliotekerne kan seniorer lade sig udfordre af bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Ud over Viborg Bibliotekerne deltager biblioteker fra hele landet i projektet som DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet står bag.
Hvem kan deltage
Deltagere skal være mellem 60-75 år, og man tilmelder sig alle otte mødegange. Det er gratis at deltage, men forløbet kræver tilmelding. Der er plads til 12 deltagere på holdet.
Møderne foregår onsdage med start den 25. august klokken 9.30-12.00 i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek.
Hvert møde starter med en times fællessang, snak og samvær. Efter en lille pause venter en fysisk overraskelse, og så sluttes af med en kop kaffe og sandwich, bolle eller lignende i et hyggeligt miljø.
Tilmelding
Har man lyst til at deltage – eller høre mere – skal man kontakte Mette Bech Kristiansen på mail mbk@viborg.dk eller telefon 87 87 35 60 eller Anette Koue på mail a6k@viborg.dk eller telefon 87 87 34 13.
Projektet afholdes efter de gældende retningslinjer og forbehold vedrørende corona.
Læs mere på bibliotekets hjemmeside www.viborgbib.dk/hhf. Det er også her, du kan læse mere om, hvordan du tilmelder dig forløbet.
Læs mere om Hold Hjernen Frisk på projektets hjemmeside: www.dgi.dk/holdhjernenfrisk
Kommentarer