Rødding

En helt ualmindelig søndag på gården

Se billedserie Omkring 1500 mennesker gæstede Gemmegård ved Rødding til Åbent Landbrug i søndags. Foto: Sus Harbo

Søndag afholdtes Åbent Landbrug overalt i landet. Hos familien Brøndum på Gemmegård ved Rødding var det første gang, de var værtsfamlie, og det var en stor succes.

– Der var tryk på lige fra start. Vi lukkede 700 ind allerede indenfor den første time; måske fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, fortæller Torben Brødum.

Han og hustruen Anja var glade for at se de mange mennesker, hvoraf mange var familier med børn, som kastede sig over aktiviteterne rundt omkring på gården.

Artiklen fortsætter under billedet…

Natasja og Milas Krogsgaard fik en ridetur. Foto: Sus Harbo

Parret var også glædeligt overraskede over, at der også kom mange mennesker fra byer længere væk fra lokalområdet.

– Der var folk både fra Møldrup, Aalestrup og Hobro. Og vi fik også besøg af mange folk, som har arbejdet på gården – både hos mig og min far – i løbet de sidste 40 år. De skulle lige ud at se, hvordan gården ser ud i dag – og have en sludder med mine forældre, som også var her hele dagen. Det var hyggeligt, siger Torben Brøndum.

– Vi er bare rigtigt glade over de alle mange besøgende – og for at vejret holdt nogenlunde. Der kom lige en byge klokken 15.00, og så tyndede det lidt ud; men alt i alt en meget fin dag og et godt arrangement, som vi gerne lægger gård til en anden gang, lyder meldingen.

I alt 1525 gæster blev der talt i løbet af dagen, og på sin facebook-side har Torben Brøndum opfordret folk til at sende billeder ind fra dagen, så familien Brøndum også kan se, hvordan gæsterne har hygget sig rundt omkring på gården. Den opfordring er hermed givet videre.

Ægteparret Torben og Anja Brøndum deltog i søndags for første gang i Åbent Landbrug. Det var en stor oplevelse med over 1500 gæster på gården i Rødding. Foto: Sus Harbo

Kommentarer