Rødkærsbro

Helle Georgi fra Rødkærsbro vinder prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2021

Se billedserie Formand for Landdistriktsudvalget Mette Nielsen, sidste års vinder Jeppe Hartz, vinder af Landdistrikternes Ildsjæle 2021 Helle Georgi og VibLands formand Lone Kastberg. Foto: Viborg Kommune

En glad Helle Georgi modtog prisen til årets landdistriktskonference, som borgere fra hele Viborg Kommune fulgte via streaming til lokale mødesteder. Her kunne de blandt andet opleve indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek fortælle om regeringens syn på udvikling af landdistrikterne.

Dommerkomitéen valgte Helle Georgi i anerkendelse af hendes store, mangeårige engagement i foreningslivet og udviklingen af Rødkærsbro. Den glade vinder takkede for prisen og sagde umiddelbart efter kåringen:

– Det er fantastisk og dejligt at få den anerkendelse! Det giver også en god omtale til vores by. Det er vigtigt at gøre noget godt for sin by, så den bliver ved med at udvikle sig, og der kommer nye og flere borgere til Rødkærsbro.

– Jeg er glad for at bo i Viborg Kommune, jeg synes, de gør det godt, og jeg er hamrende glad for at bo i Rødkærsbro, fastslog Helle Georgi, som herefter høstede klapsalver, præmie og diplom.

Minister med ansvar for landdistrikter

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, åbnede konferencen med en status på udvalgtes arbejde og satte fokus på nogle af de områder, som kræver en national indsats for at skabe lokal udvikling. Indenrigs- og boligministeren holdt herefter et oplæg og deltog i debatten med politikere og borgere, der deltog digitalt fra de mødesteder i kommunen, som konferencen blev streamet til.

Særligt udfordringer vedrørende finansiering og mobilitet fyldte i den fælles debat, hvor Kaare Dybvad Bek blandt andet fortalte, at regeringen har tre vigtige indsatsområder, der skal sætte skub i udviklingen af landdistrikterne, nemlig infrastruktur, lånemuligheder og uddannelse.

– Det var spændende at møde en masse af de lokale ildsjæle, der skal være med til at udvikle landdistrikterne, og jeg tager deres idéer og input med videre i regeringens arbejde med at skabe et Danmark i bedre balance, sagde han efter konferencen.

Kultur og sundhed i landdistrikter

Landdistriktsudvalget ønsker at sætte et tværgående perspektiv på udvikling af landdistrikterne og havde derfor også inviteret formændene for henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget til at holde oplæg og deltage i konferencen.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mads Panny, italesatte den store betydning, som fællesskaber, frivillighed og oplevelser har for trivslen i landdistrikterne, mens Åse Kubel Høeg, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget, havde fokus på, hvordan velfungerende lokalområder kan bidrage til borgernes generelle sundhed.

Streaming, dialog og debat

På grund af Covid-19 deltog medlemmer af Landdistriktsudvalget, VibLand og tilmeldte borgere digitalt i konferencen fra lokale mødesteder i Låstrup, Fly, Karup, Rødkærsbro og Ørum. Herfra fulgte deltagerne oplæg, lokale inspirationsfilm samt debatten fra Verdenskortet i Klejtrup, og der bleve stillet mange spørgsmål til ministeren og de lokale politikerne.

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, glædede sig over den store interesse for landdistriktskonferencen og talte varmt om aftenens deltagere, dialog og debat:

– Med denne konference har vi sat en stor lup på vores landdistrikter ved at samle input og synspunkter fra vigtige og engagerede nøglepersoner. Jeg håber, at alle, både ministeren og de lokale borgere og politikere, føler sig inspireret og motiveret til at arbejde videre med indsatser, der skal gøre vores landdistrikter endnu bedre at bo og leve i.

Kommentarer