Navnenyt

Hanadi er finalist til prisen ‘Danmarks Bedste Kollega’ i HK MidtVest

Hanadi Khamis (til højre) og kollegaen, Pia Bøje Kirkemann Hansen, der har indstillet Hanadi til prisen Danmarks Bedste Kollega. Foto: Lars Holm

Hanadi Khamis, kontorfuldmægtig i Servicecentret hos Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, er blandt de 10 finalister til prisen Danmarks Bedste Kollega, som HK deler ud i april.

Det er hendes kollega Pia Bøje Kirkemann Hansen, der har indstillet Hanadi til prisen.

I alt er 1.099 kolleger i hele landet blevet nomineret til titlen Danmarks Bedste Kollega. 

De 10 finalister kommer sammen med den kollega, der har indstillet dem, til award show i Falkonersalen i København, hvor kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted torsdag den 18. april 2024. 

Her kårer Great Place to Work også Danmarks Bedste Arbejdspladser.

 Finalist overrasket på arbejdspladsen

44-årige Hanadi Khamis, der arbejder med at tage telefoner, når borgere ringer 114, fik i dag torsdag 14. marts 2024 at vide, at hun er finalist til Danmarks Bedste Kollega.

Det skete, da hun blev overrasket i Servicecentret hos Midt- og Vestjyllands Politi af Pia Bøje Kirkemann Hansen, sine kolleger og Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

Hanadi troede, at hun skulle til et møde med sin chef. I stedet blev hun overrasket med konfettikanoner, flag og lagkage.

Hanadi blev overrasket i Servicecentret hos Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro af sine kolleger og HK. Foto: Lars Holm

Hanadi skaber god trivsel

I sin indstilling af Hanadi fortæller Pia Bøje Kirkemann Hansen blandt andet:

“Jeg vil gerne nominere verdens bedste sociale betænksomme elskelige kollega, som skaber god trivsel og tænker på alle andre end sig selv. Vi arbejder skiftehold, og Hanadi laver rigtig tit mad til os alle.

Hun bager brød eller køber brød til alle i afdelingen og vagtcentralen, som vi arbejder sammen med. Seneste tiltag var at fejre kærligheden mellem os alle, så hun bagte røde boller og pyntede op i vores lille kantine. 

Hun lavede en konkurrence og udlovede en gave (evighedsrose med lys). Alt dette lavede hun også sidste år.”

Gode kolleger har stor betydning

Det er syvende gang, at HK uddeler prisen Danmarks Bedste Kollega, hvor vinderen får et gavekort på op til 25.000 kroner til et arrangement på arbejdspladsen.

Kåringen af Danmarks Bedste Kollega er et led i HK’s kampagne for et bedre psykisk arbejdsmiljø gennem god KollegaKarma.

– Alle gode kolleger fortjener anerkendelse. De betyder meget for vores trivsel på arbejdspladsen. Vi tilbringer en ret stor del af vores vågne tid på arbejdet, så de er vigtige for os alle sammen, siger Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

– At være gode kolleger er noget, vi alle kan og skal bidrage til, fordi det giver god energi til os alle sammen. Løn, ledelse og andre forhold har også stor betydning for, at vi trives på arbejdet. Men det at have gode kolleger er den enkelt faktor, som flest peger på, har størst betydning, viser vores undersøgelser, fortæller Inger Stranddorf.

Der er nedsat en særlig jury, som vurderer finalisterne. Medlemmer af juryen er i år: Anne-Marie Røge Krag, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv, Preben Meier Pedersen, chefkonsulent ved arbejdspolitisk center i Kommunernes Landsforening, Erik B. Kristoffersen, arbejdsmiljørepræsentant hos ATP Udbetaling Danmark i Vordingborg, Ronnie Abergel, Menneskebiblioteket, og Mads Samsing, næstformand for HK Danmark.

Udover hovedprisen Danmarks Bedste Kollega kåres også den mest samarbejdende kollega, den mest ansvarlige kollega, den mest hjælpsomme kollega og den mest inkluderende kollega.

 

Kommentarer