Erhverv

Hammershøj Pizza er flyttet ind i byens gamle bageri

Indehaverne af Hammershøj Pizza, Burim og Helle Seqiri glæder sig til at invitere kunderne inden for i en helt ny restaurant, der trods navnet har meget mere end pizza på menukortet. Foto: Gitte Hagsholm

I dag tirsdag 3. december slår Helle og Burim Seqiri dørene op til Hammershøj Pizza, der både har fået ny adresse, flere retter på menuen og udvidet åbningstid. På lørdag fejrer de åbningen med en uformel reception.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

HAMMERSHØJ – Siden Burim Seqiri  i 2003 overtog Hammershøj Pizza har han drømt om at få noget større – med mere plads og flere retter på menukortet.

Den drøm, som han deler med sin hustru, Helle Seqiri Andersen, er nu gået i opfyldelse.

I dag tirsdag 3. december slår de nemlig  dørene op til en helt ny og moderne udgave af Hammershøj Pizza.

Muligheden opstod, da byens bager igennem mange år, Egon Schnoor, for flere år siden lukkede forretningen. I år blev ejendommen købt af et par lokale entreprenører, som i samarbejde med Seqiri-parret har fået bygget og indrettet en smagfuld restaurant i det gamle bageri.

Hammershøj Pizza har i de nye lokaler fået plads til siddende gæster. Foto: Gitte Hagsholm

Ud over, at der nu er plads til siddende gæster, så er stedet indrettet med et stort køkken, som betyder, at menukortet nu er udvidet med flere pastaretter og cafémad som blandt andet burgere, sandwich og salater.

Også åbningstiden er udvidet, fortæller Burim Seqiri:

– Med de nye tilbud på menukortet, så er der også basis for frokostkunder, så fra tirsdag til fredag holder vi åbent for frokostgæster fra klokken 11 til 15, fortæller han.

Det er deres faste medarbejder gennem 10  år, Sissel, der hovedsageligt kommer til at stå for frokostkøkkenet, og hun får selskab af Helle, som med de nye åbningstider får mulighed for at tage del i forretningen.

– Vi har små børn, så det har ikke kunnet lade sig gøre med aftenåbningstiderne, så jeg glæder mig til nu at blive en mere aktiv del af vores forretning, siger hun.

Åbningen fejres med en reception på lørdag klokken 13 til 15, hvor der vil være smagsprøver og en forfriskning.

Spisende gæster kan også nyde maden ved vinduespartiet. Fra foråret 2025 er det planen, at der også kommer udendørsservering. Foto: Gitte Hagsholm

 

Kommentarer