Hammershøj

Hammershøj Fjernvarmeværk etablerer stor varmepumpe

Flemming Kammersgård ved fjernvarmeværkets solcelleanlæg i Hammershøj. I baggrunden ses de tre udeluftsoptagere. Foto: Gitte Hagsholm

Hammershøj Fjernvarmeværk er lige nu i gang med at etablere en stor varmepumpe ved solcelleanlægget øst for byen. Det nye anlæg skal optimere udnyttelsen af energien fra solcellerne og fremme en mere CO2 neutral varmeproduktion.

Bestyrelsen for Hammershøj Fjernvarmeværk besluttede for godt et års tid siden at supplere varmeværket med en varmepumpe, og den er man lige nu i gang med at etablere i forbindelse med solcelleanlægget på Nørbækvej øst for byen.

Anlægget består af en stor varmepumpe (kompressor), som skal omdanne luft til varmt vand. Varmepumpen er placeret i en ny tilbygning til den eksisterende bygning. Herudover er der uden for opstillet tre udeluftsoptagere, som skal forsyne varmepumpen med luft.

– Dette anlæg bliver i et vist omfang koblet sammen med solvarmeanlægget, så man kan lagre varme fra såvel solvarmeanlægget som fra varmepumpen i tanken til solvarmeanlægget. Ligeledes kan man hente vand fra tanken, som har for lav temperatur til at sende ud til forbrugerne og sende det gennem varmepumpen og derved løfte temperaturen til det rette niveau, forklarer Flemming Kammersgård, formand for varmeværket.

Besparelser

Anlægget kommer til at koste cirka  7,5 millioner kroner, men en anlægsinvesteringen skulle ifølge formanden gerne medføre en besparelse i energiudgifterne, som på sigt vil betyde lavere varmeudgifter for brugerne.

– Investeringen i varmepumpen har desuden den miljømæssige effekt, at 80 procent af vores varmeproduktion fremover bliver CO2 neutral, siger han.

Varmeværket har med den nye installation fire varmeproduktionsenheder, nemlig gaskedel, gasmotor, solvarmeanlæg og nu en varmepumpe.

– Vi forventer, at varmepumpen kan sættes i drift i slutningen af august, hvor forbrugerne derefter vil få lejlighed til at se anlægget, siger Flemming Kammersgård.

Ny bestyrelse

Tirsdag i sidste uge var bestyrelsen samlet for blandt andet at fastsætte ydelserne for det kommende år.

Mødet fandt sted i skyggen af, at næstformand igennem mange år, Anders Frandsen, kort tid forinden var afgået ved døden i en tragisk ulykke, og derfor måtte man konstituere en ny bestyrelse, inden beslutninger kunne tages.

Flemming Kammersgård fortsætter som formand, og Hans Nielsen er ny næstformand. Øvrige medlemmer af bestyrelsen er Finn Jørgensen, Jacob Hviid Nielsen og Jens Trinderup. Sidstnævnte var 1. suppleant, og meldte sig hurtigt klar til at tage bestyrelsesposten, da han blev spurgt.

Besparelser på vej til de fleste

Udfaldet af bestyrelsesmødet er blandt andet, at mange fjernvarmebrugere kan se frem til en positiv modregning i den opgørelse der kommer ud i slutningen af juni.

– Vi er begyndt at udregne varmeforbruget ud fra et gennemsnit over de sidste 10 år, fordi forbruget er så forskelligt fra år til år alt afhængigt af temperaturerne. På den måde får vi et mere retvisende resultat af varmeforbruget i den enkelte husstand, forklarer Flemming Kammersgård.

Kommentarer