Hammershøj

Hammershøj-elever lærte om innovativ tænkning og samarbejde

Se billedserie

Den 28. april prøvede elever på Hammershøj Skole kræfter med kreativ idéudvikling og problemløsning. Nu deltager de i en innovationskonkurrence om 10.000 kroner.

Idérigdommen var stor, da de 20 elever i 8. klasse på Hammershøj Skole fredag den 28. april havde besøg af Rune Overvad Skibelund Schou fra VIA Center for Undervisningsmidler samt kunderådgiver Alex Pedersen fra Andelskassen i Hammershøj.

På programmet var en anderledes skoledag med samarbejde, entreprenørskab og problemløsning. Undervisningsdagen var første del af en konkurrence ved navn ”Fremtiden Spirer”, som klassen er tilmeldt, og som Andelskassen står bag.

Eleverne blev introduceret til værktøjer til kreativ og innovativ tænkning, som de kan arbejde med fremadrettet.

– Det har været en god dag med en fin proces. Vi har været igennem mange spændende og afvekslende øvelser, der sikrede, at eleverne fik mulighed for at bevæge sig og tænke i nye baner, sagde lærer Morten Aarup.

Eleverne præsenterer deres ideer i en video

Også eleverne satte pris på undervisningsdagen, som de oplevede gav dem metoder til idéudvikling, som de også vil kunne bruge i andre sammenhænge og ikke mindst en masse gode ideer og tanker om, hvordan de kan gøre deres by bedre.

Hvad elevernes ideer konkret går ud på, kan vi ikke løfte sløret for endnu. De skal nemlig først præsenteres for et lokalt bedømmelsesudvalg i form af en kort video. Udvalget, der sammensættes af Andelskassen og skolen, skal give eleverne konstruktiv feedback, så de bliver i stand til at finpudse og eventuelt forbedre deres projekt og film.

Den færdige film vil derefter blive lagt på hjemmesiden fremtidenspirer.dk. Her vil filmen dyste mod videoer fra en række andre deltagende skoler, og alle interesserede vil få mulighed for at stemme på deres favoritvideofilm. De tre film, der får flest stemmer, skal dyste i den endelige finale – og den heldige klasse, der vinder, kan tage 10.000 kr. med hjem til klassekassen.

Snuppede andenpladsen sidste år

Sidste forår deltog Hammershøj Skole også i Fremtiden Spirer-konkurrencen, og den daværende 8. klasse klarede udfordringen så flot, at de endte på andenpladsen. Det betød en præmie på 5000 kroner til klassen, som de brugte til at gøre studieturen til Prag ekstra god.

Kommentarer