Hammershøj Dyrlæger og Ørum-Vammen Dyrlæge indgår i ny vagtordning
Dyrlægerne i Hammershøj og Ørum dækker et stort område fra Tjele-egnen og ned til Bjerringbro med udkørende praksis 24 timer i døgnet. For at klare opgaverne har de nu hentet hjælp fra kolleger uden for dækningsområdet.
Som i så mange andre erhverv er det også i dyrlægebranchen svært at tiltrække nye medarbejdere. Det har man også mærket hos Hammershøj Dyrlæger og Ørum-Vammen Dyrlæge, der sammen dækker et stort geografisk område.
– Vi har de sidste par måneder forsøgt at få ansat en dyrlæge som barselsvikar og vagtbærende, men det har ikke været muligt, fortæller dyrlæge Lars Birch, Hammershøj Dyrlæger.
Derfor har det været nødvendigt at søge længere ud, for at få hjælp i det daglige og sikre en god og stabil vagtordning til gavn for klienterne.
– Det er heldigvis lykkedes, idet vi fra 1. januar i år har startet et nyt samarbejde og vagtsamarbejde med dyrlæge Jens Andersen fra Ans Kvægpraksis og dyrlæge Poul Helmers fra Thorning. Det er erfarne folk og vi ser frem til samarbejdet, lyder det fra Lars Birch.
Det nye samarbejde betyder dog også, at dyrlægerne samlet set skal dække et større vagtområde.
– Det betyder desværre også, at der i enkelte tilfælde kan forekomme lidt længere ventetid på besøg, og det håber vi på forståelse for, siger Lars Birch og tilføjer:
– Herudover har vi truffet aftale med Nørhald Hestedyrlæger, der vil dække en del af vagten i forhold til vores hesteklienter, og det er vi glade for.
Med de nye samarbejdsaftaler har Hammershøj Dyrlæger og Ørum-Vammen Dyrlæge fremtidssikret vagtordningen, og desuden har man ansat dyrlæge Bjarne Petersen, Holstebro, som hjælp i dagtimerne, lyder meldingen fra Lars Birch, der oplyser, at man også har fået en aftale i stand med Jacob Dåsbjerg, Bjerringbro Dyrehospital, som ligeledes vil dække en del af vagten i forbindelse med sygdomme hos smådyr.
Kommentarer