Bjerringbro

Grundfos investerer millioner i 3D-print

Grundfos og Danfoss investerer sammen med Teknologisk Institut og Innovationsfonden 88 millioner kroner i et nyt projekt, der skal give små og mellemstore virksomheder viden om 3D-print.

Open labs, workshops og industribesøg hos virksomheder, som allerede har 3D-print under huden er nogle af de initiativer, som AM-Line-projektet igangsætter fra Teknologisk Institut.

Formålet er at brede 3D-print ud til flere danske virksomheder, og med partnere som Grundfos og Danfoss vil centeret fokusere på åben innovation og invitere virksomhederne indenfor. Målgruppen er særligt gruppen af SMV’er, som kan have stort udbytte af at bruge 3D-print i deres produktudvikling og produktion.

– Industriel 3D-print har vundet indpas hos flere danske virksomheder gennem de seneste år, men potentialet er stadig meget stort. Især små og mellemstore virksomheder går glip af de konkurrencefordele, 3D-print giver. Teknologien er nu så moden, at også små virksomheder med stor fordel kan udnytte det store potentiale, der er i 3D-print, siger sektionsleder Jeppe Skinnerup Byskov, Teknologisk Institut.

3D-print giver blandt andet mulighed for at skabe komponenter med større designfrihed, lettere vægt og kortere produktionstid.

Når AM-Line-centeret åbner i foråret 2018, vil virksomheder få adgang til fire metalprintere, flere plastprint-teknologier, efterbehandlingsfaciliteter inden for blandt andet varme- og overfladebehandling samt moderne kvalitetssikringsudstyr som CT-scanning.

– Centeret vil udgøre en fuld produktionsfacilitet, hvor virksomheder kan udvikle og printe produkter, som de bagefter kan implementere direkte i deres egne produktionslinjer, fortæller Jeppe Skinnerup Byskov.

Udover produktionsfaciliteterne tilbyder AM-Line også uddannelse og træning af virksomheder i 3D-printteknologien, samt rådgivning i forhold til fremtidige investeringer i 3D-print.

– For virksomheder, der er nye indenfor 3D-print, vil vi kunne tilbyde en lang række tilpassede opkvalificeringsforløb fra kortere inspirations-workshops til længerevarende forløb med de enkelte virksomheder. For de virksomheder, som er langt fremme i brugen af 3D-print, vil vi desuden stå til rådighed og vejlede dem for eksempel i indkøb af deres egne 3D-printere eller valg af underleverandører til at opskalere deres produktion, siger Jeppe Skinnerup Byskov.

Kommentarer