Viborg By

Grovvareomsætningen i DLG Midt- og Vestjylland vokser

Indsendt foto

DLG Midt- og Vestjylland fik et fornuftigt år med en samlet omsætning på 2,3 milliarder kroner og et nettoresultat på 43,8 millioner kroner. DLG overskudsdeklarerer 131 millioner kroner i hele DLG, som er ny rekord, og som sendes tilbage til de lokale medlemmers andelskonti.

– Vi er meget tilfredse med resultatet, hvor vi sender hele 21,8 millioner kroner tilbage til vores ejere i DLG Midt- og Vestjylland. Året har været kendetegnet ved en meget våd, lang og besværlig høst, som faktisk blev den andenstørste for DLG nogensinde. Vi har stort set haft alt igennem tørrerierne i høsten, og flere afdelinger tørrede i døgndrift i op til 12 uger, siger detaildirektør i DLG Midt- og Vestjylland, Søren Villumsen.

– Vi har leveret en stærk holdindsats og er rykket tættere sammen ved at etablere tre nye salgscentre i Viborg, Ølgod og Nupark Holstebro. Det betyder, at vi har 21 afdelinger, hvoraf 8 er sæsonåbent, så vi er klar til endnu et godt år.

Der er 74 medarbejdere i DLG Midt- og Vestjylland, herunder grovvaresælgere, salgssupport, administration og drift. Og 21 medarbejdere arbejder i Land & Fritids-butikkerne i området.

Mere effektive

DLG Midt- og Vestjylland fortsætter med at blive mere effektive og har vundet markedsandele på flere områder.

detaildirektør i DLG Midt- og Vestjylland, Søren Villumsen.

Søren Villumsen siger:

– Vi er vokset på kornområdet med en væsentlig øget samhandel med landmænd, som er hjemmeblandere og som dermed køber betydelige mængder mineraler, proteiner og kornvarer. Vi har også vækstet på foderblandinger, især svin og fjerkræ.

– Vi har tidligere haft udfordringer med vores smågrisefoder, men vores nye smågrisefoder, StartGris og VækstGris, har vendt kurven, og vi får rigtig mange positive tilkendegivelser fra vores kunder. Vores økologiske foder til alle husdyrtyper er igen vokset markant i 2017. Vi har også vundet markedsandele på energiområdet, hvor vi forsyner landbruget med brændstof, smøreolier og træpiller.

Digitalisering i klar vækst

Samtidig viste 2017 de første tydelige resultater af DLG’s store satsning på digitalisering. Omsætningen på DLG’s e-handel gik 30 procent frem og rundede 1 milliard kroner i omsætning.

– Det er tilfredsstillende at se, at vores store, digitale indsats viser resultater. Vores digitale løsninger, som kundeportal, app og digitale interaktion med vores kunder, er udviklet markant i det forgangne år, og det har kunderne kvitteret for. Kunderne får en lang række værktøjer, som gør det nemmere for dem at have overblik over deres egen bedrift og deres samhandel med os. Vi gik 30 procent frem i 2017, og vi forventer en tilsvarende stigning i væksten i år, siger Søren Villumsen fra DLG.

Kommentarer