Viborg By

Godt Nytår! Borgmesterens nytårshilsen

Af borgmester Ulrik Wilbek

Efter ét år som borgmester i Viborg Kommune vil jeg ønske alle borgere, erhvervsdrivende og samarbejdspartnere et rigtig godt nytår.

Det blev et år, hvor vi kom i gang med at sortere vores affald. Vi har lært ord som ”restaffald”, og det går faktisk rigtig godt med de nye vaner. Det skal det også. Viborg skal blive grønnere, og i byrådet arbejder vi f.eks. med fokus på alternative, vedvarende energiformer.

Bæredygtighed er også økonomisk bæredygtighed, og vi er en kommune med en sund økonomi. Der byudvikles i Arnbjerg, i Taphede, i Banebyen, i Bjerringbro. Også uden for de to store byer i kommunen er der masser af projekter i gang – mange ser vores landdistrikter som et attraktivt udgangspunkt for det gode liv.

Vi har vækst i antallet af arbejdspladser – og vores uddannelsesmiljø udvikles. F.eks. startede en ny VIA ingeniøruddannelse i Viborg i 2018. EON Realitys udviklingscenter åbnede i oktober. Og den kommende afdeling af Maskinmesterskolen i Banebyen forventes åbnet i 2020.

Der er selvfølgelig også udfordringer. En af de største er i mine øjne de mange unge, der ikke har et job. Det skal vi simpelthen have vendt, og et af redskaberne er den nye, sammenhængende ungeindsats, som skal gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i job. De unge og deres forældre skal møde kommunen som én samlet enhed.

Oplevelsen af sammenhæng og helhed er en helt naturlig forventning, som I – kommunens borgere og samarbejdspartnere – med rette kan forvente, når I møder kommunens tilbud og institutioner. Byrådet arbejder meget målrettet med at styrke den tværgående tænkning i kommunen. For at sætte en tydelig retning har vi valgt at fokusere på fem temaer: Sundhed, Læring & Uddannelse, Oplevelser & Fællesskaber, Bæredygtighed, Vækst & Socialt Ansvar. Inden for hvert tema er der helt konkrete målsætninger og initiativer. Det arbejde forventer jeg mig meget af.

Jeg vil slutte mit lille ”nytårskort” med det allervigtigste: En tak til alle jer, der i årets løb har bidraget til at gøre Viborg Kommune til et bedre sted. Tak til dig, der var med til at arrangere en af de mange events. Til dig, der engagerede dig i en debat. Til dig, der tog en frivillig tjans. Til dig, der investerede økonomisk, og tog en risiko. Uden jeres engagement ingen udvikling.

Rigtig godt nytår!

Kommentarer