Giv håb til demensramte familier
På lørdag går lokale indsamlere i Viborgs gader, og samler ind til demenssagen. De er en flok ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel for mennesker med demens, og mange af dem har demens helt tæt inde på livet. Så tag godt imod dem.
Er det forsvarligt at samle ind, nu hvor coronasmitten stiger? Ja, for indsamlingen er en gadeindsamling, der foregår udendørs, og der er derfor mulighed for frisk luft og afstand. Ligesom der er mulighed for at tage imod penge via Mobilepay og SMS i stedet for kontanter. Desuden får alle indsamlere, der ønsker det, udleveret mundbind og spritservietter.
I alt samler mere end 1.100 indsamlere ind på gaden eller digitalt. Her i blandt er en flok viborgensere, som du kan møde på lørdag d. 19. september. Og selvom de smiler, når de beder om et bidrag, så er det ikke for sjov, at de samler ind. Demens er nemlig med god grund på top tre over de sygdomme danskerne frygter mest. For udover at man mister hukommelsen og sine minder – frygter mange også at skulle bo på plejehjem. Derudover mister mange mennesker med demens evnen til at tage initiativ, og demensramte familier oplever ofte, at deres venner og bekendte trækker sig. Ensomheden sniger sig ind og deres livskvalitet daler. Derfor er der brug for de netværk, og den rådgivning Alzheimerforeningen står for. Og der er brug for at oplyse om demenssygdom, så vi kan komme tabuerne til livs.
Men hvad går pengene til?
Når du smider en 50er i indsamlingsbøssen eller overfører et beløb på Mobilepay til 50387, så støtter du, at mennesker med demens kan få et pusterum sammen med andre personer med demens gennem støttegrupper, højskoleophold og netværksgrupper. Du støtter den uafhængige og gratis telefonrådgivning Demenslinien, der, ifølge Alzheimerforeningen, i øjeblikket oplever en fordobling af antallet af opkald og en tredobling af e-mails fra hårdt prøvede mennesker berørt af demens, som ikke kan modtage aflastning i eget hjem eller besøge deres demenssyge pårørende på plejehjem. Du støtter foreningens børne- og ungetilbud, som hjælper børn og unge, der har en mor eller far, der er ramt af demens. Du støtter sorggrupper, og forskning i demens. Der er stadig ingen kur mod demens, og der er brug for penge til at knække koden. Du støtter, at Alzheimerforeningen er et talerør for mennesker med demens.
Kommentarer