Erhverv

Genan-koncernen med base i Viborg sætter omsætningsrekord i udfordrende år

Foto: Genan Holding A/S

Den danskejede men internationale miljøkoncern Genan, der har base i Viborg, nåede sidste år sin hidtil højeste omsætning på 450 millioner kroner. Året har været præget af stigende materiale-, fragt- og energipriser, hvilket i Genans tilfælde vejer både positivt og negativt. Samlet set kommer koncernen styrket ud af året, der også bød på et ejerskifte med Maj Invest Equity som ny majoritetsaktionær. 

2021 blev et udfordrende år for virksomheder, for hvilke prisudviklingen inden for energi og råmaterialer som stål er helt afgørende, og for hvilke stigende fragtrater er en game changer. Her er Genan, verdens største aktør inden for mekanisk genvinding af dæk, ingen undtagelse; men takket være en dedikeret indsats fra medarbejderne er Genan kommet styrket ud af både coronakrise og et volatilt verdensmarked. 

Koncernen, der på sine seks genvindingsfabrikker i Danmark, Tyskland, Portugal og USA samlet har kapacitet til at skåne miljøet for op til 280.000 tons CO2 årligt, opnåede et samlet salg på 450 millioner kroner mod 365 millioner kroner året før. Det er den højeste omsætning nogensinde og svarer til en stigning på 23,4 procent på bare 12 måneder:

– Vi har haft en meget positiv udvikling på toplinjen i 2021, og det kan særligt tilskrives to forhold. Det væsentligste er den betydelige stigning af stålpriserne, som er mere end fordoblet i 2021. Den anden er en 5-procents stigning i salget af vores hovedprodukt gummigranulat, forklarer Group CEO Poul Steen Rasmussen. 

Mens de stigende stålpriser således vejer positivt hos Genan, er det modsatte tilfældet for de voldsomt stigende energipriser og fragtrater. Det er hovedårsagen til, at EBITDA er næsten uændret i forhold til 2020 – trods den yderst positive udvikling i toplinjen.

Genans fabrikker er forholdsvist energitunge til trods for, at en række energibesparende tiltag er blevet gennemført de seneste år. Derfor kan de stigende energipriser aflæses direkte på indtjeningen. Samtidigt er Genan negativt påvirket af de historiskt høje fragtrater både på land og til vands: 

– 2021 blev et helt specielt år for mange, og knap har coronakrisen sluppet sit tag, før nye udfordringer viste sig. Med alt dette in mente er vi samlet set godt tilfredse med nøgletallene for 2021. Det skyldes ikke mindst en solid indsats fra alle vores medarbejdere, fortsætter Poul Steen Rasmussen. 

I 2021 opnåede koncernen et resultat før skat på næsten 41 millioner kroner, hvilket var en forbedring på godt 11 millioner kroner sammenlignet med 2020, hvor valutakursreguleringer påvirkede resultatet negativt. På bundlinjen opnåede koncernen i 2021 et resultat på næsten 26 millioner kroner – mod godt 63 millioner kroner i 2020, hvor der blev aktiveret et større skatteaktiv.

Maj Invest Equity er ny hovedaktionær

I oktober 2021 blev der mellem PKA, der har været hovedaktionær i Genan siden 2014, og Maj Invest Equity indgået en aftale om sidstnævntes køb af 51 procent af aktierne. Maj Invest Equity, der er en af Danmarks største private equity investorer, fortsætter således som hovedaktionær, mens PKA er blivende minoritetsaktionær. 

Partner hos Maj Invest Equity Mads Andersen sagde på daværende tidspunkt følgende om købet: 

– Genan er med til at løse et stort, samfundsmæssigt problem og har et oplagt potentiale for at vokse betydeligt i de kommende år. Det vil vi som hovedaktionær gerne være med til at understøtte og accelerere. Vi forventer, at det internationale fokus på bæredygtighed vil skabe et stigende behov for Genans produkter og services de næste mange år.

Og netop et stigende fokus på bæredygtighed i store dele af verden vægter positivt i fremtidsudsigterne for Genan. Antallet af dæk, der på verdensplan kasseres hver dag, er nu steget til syv millioner. Det svarer til mere end 30 millioner tons dæk om året, og desværre bliver størstedelen fortsat brændt eller deponeret på lossepladser til skade for miljøet. 

Genan kan via sit virke sørge for oparbejdning af mere end 400.000 tons dæk om året – og omdanne disse dæk til brugbare materialer. For hvert ton, Genan oparbejder, spares der mindst 700 kg CO2 – og altså således op til 280.000 tons CO2 om året. Ambitionen hos Genan og kolleger i branchen er at øge dette tal betragteligt i de kommende år. 

På den korte bane er udviklingen dog præget af betydelig usikkerhed. De rekordhøje energipriser og fragtrater fortsætter i 2022 og vil påvirke indtjeningen negativt. Til gengæld forventer Genan også, at stålpriser og andre materialepriser forbliver høje. 

– I samarbejde med vores nye ejere følger vi en langsigtet strategi om at øge både top- og bundlinje. Samtidig vil vi i 2022 fortsat fokusere på at reducere vores miljømæssige fodaftryk og bl.a. fortsætte vores energioptimeringsprojekter i produktionen. På trods af de aktuelle kriser er der mere og mere fokus på bæredygtighed, og denne dagsorden understøtter hver dag vores indsats for at genanvende dæk som en værdifuld ressource, slutter Poul Steen Rasmussen.  

Kommentarer