Fuld tryk på Molfoør-festen – fra start til slut
”Vi lovede en fest, det fik vi”. Så kontant lyder meldingen fra netop afgåede ridefoged i Ørum, Peter Jacobsen, der er mere end godt tilfreds med årets Molfoørfest, som trods udfordringer med vejret var godt besøgt alle dage.
Barren var sat højt i år, men forventningerne blev til fulde indfriet.
Sådan lyder vurderingen fra afgående ridefoged og formand for Molfoørudvalget, Peter Jacobsen. Han havde på forhånd udstukket en forventning om cirka 500 gæster på festpladsen hver dag.
– Det er ikke helt galt. Alene tirsdag var der i omegnen af 850 mennesker, da Erik W. Pedersen, lagde vejen forbi med sit Race show på p-pladsen uden for Tjelecenteret, fortæller han.
Denne aften havde byen også besøg af 149 motorcykler og og 52 biler af forskellig årgang og mærke, og byens Stifindere var på tur til en af byen relativt nye virksomheder, Custom Coating, på Industrivej.
Onsdag var igen velbesøgt med knapt 500 gæster til fællesspisning med helstegt pattegris, og torsdag blev hallen næsten fyldt op med omkring 250 bankoglade spillefugle.
Fredag var der lagt op til det helt store nummer med både irsk aften og efterfølgende koncert.
– Jeg tror, der var omkring et par hundrede fra starten til en hyggelig irsk aften, og så kom der ligeså stille flere til, og da Abba Revival Band gik på var der næsten fuldt hus.
– Der var cirka 170 forhåndstilmeldte, men der endte med at være i omegnen af 400 mennesker i teltet, så det er vi bestemt også meget tilfredse med, lyder det fra Peter Jacobsen.
Lørdag var der lagt op til en lang dag fra morgen til sen aften.
Et voldsomt skybrud omkring middagstid satte dog for en kort bemærkning festlighederne på stand-by, og man måtte blandt andet aflyse besøget af jagtforeningen og cykelringridning.
– Men i det store hele er det billigt slupper, mener Peter Jacobsen og fortæller, at de allerede havde taget vejrmæssige forholdsregler ved at flytte alle hoppeborgene ind i hallen, hvor børnene kunne boltre sig hele ugen.
– Det var et hit, og der var konstant mellem 50 og 100 børn i hallen i løbet af ugen.
Den store skylle lørdag udsatte også Molfoørdysten, som under ingen omstændigheder kan aflyses. Den blev gennemført under mindre dryp og med Ørum Syd som årets vinder.
Lørdag aften stod det store slag i telte, hvor årets revyhold trak flere lokale kendisser igennem satiremøllen til stor underholdning for publikum. Senere spillede Cats op til dans, og selvom de er et nyt navn i Ørum, så var der ingen slinger i valsen for deres vedkommende – de leverede en sikker optræden , og der var gang i dansegulvet til festen sluttede et pænt stykke over midnat.
Uden for teltet sytod Lions Club Tjel og langede ristede pølser over disken.
En festlig uge bød på flere nyheder, og her ibladtr bør nævnes Kinesisk Auktion tirsdag, hvor det gjaldt at byde om kap på en ‘præmie’. Man kunne ikke byde mere end en 10’er, men gerne flere gange – men på tid, og den sidste byder løb med prisen. En af de heldige her var en mand, som vandt en håndværker for en dag – for en flad 10’e. En anden vandt en dags leje af forsamlingshuset, inklusive 2 fustager fadøl – for sølle 30 kroner.
En anden nyhed var ‘Burn Out’ søndag middag, men det blev lidt af en fuser.
Det tog præcist 23 sekunder at brænde motoren af, så det var der ikke meget underholdning i. til gengæld er det en reminder om, at man skal huske at checke bilen for olie, griner Peter Jacobsen, som ser tilbage på et hektisk år og en travl Molfoørfest med stor glæde og taknemmelighed.
– Det var været fantastisk og alt er gået, som vi har ønsket det, og vi kan næsten ikke få armene ned af begejstring, smiler han.
– Vi har haft en fantastisk samarbejde i Molfoørudvalget, men ingenting kunne jo lade sig gøre uden vores sponsorer og de mange frivillige, som har hjulpet til både før under og efter, fastslår Peter Jacobsen, som nu har givet stafetten videre.
Kommentarer