Hammershøj

Friluftsbadet i Hammershøj udsætter sæsonåbning

Sidste år kunne Friluftsbadet i Hammershøj fejre 50 års jubilæum. I år er åbningen udsat på ubestemt tid, grundet coronakrisen. Arkivfoto

Coronakrisen rammer nu også Midtjysk Friluftsbad i Hammershøj, hvor bestyrelsen har besluttet at udsætte åbningen, der ellers skulle have fundet sted fredag 1. maj. Det meddelte de på et facebook-opslag onsdag formiddag.

“I første omgang ser vi os nødsaget til at aflyse åbning den 1 maj. Vi håber, vi kan åbne til juni, men det er på ingen måde sikkert endnu. Vi åbner selvfølgelig først, når vi får grønt lys fra myndighederne”, skriver de blandt andet på opslaget.

Dette betyder også, at svømmeundervisning skubbes til efter sommerferien, og Aqua Fun, der skulle have været startet i uge 27, har man besluttet helt at aflyse i år.

Friluftsbadet oplyser også, at allerede bookede udlejninger i maj vil blive aflyst. De berørte vil blive kontaktet direkte, og de vil få deres penge refunderet.

Man har desuden valgt at lukke for yderligere udlejning, indtil man har en eventuel mulig åbningsdato.

På facebook slutter man med følgende besked:

“Pas på hinanden derude 💙 vi glæder os til at se jer, når vi må åbne.”

Kommentarer