Kultur

Foredrag: Angst gør os syge og jokes gør os raske

Ben lokale læge i Bjerringbro, Robert Pind, holder foredrag om angst i Gudenåhuset 24. januar. Fremsendt foto

Bjerringbro Folkeuniversitet har sammensat et nyt spændende forårsprogram og starter tirsdag den 24. januar med et foredrag med den lokale læge Robert Pind om angst.

Alle kender til angst i en eller anden situation. Det kan være i form af en fobi eller i forbindelse med sygdomstegn eller en kronisk sygdom.

Ved en fobi forsøger du at undgå det, der udløser fobien, og du “løber skrigende bort”. Ved sygdom er du måske bange for, om det er en alvorlig sygdom, evt. cancer. Og ved kronisk sygdom er mange bange for, hvordan det skal gå – eller ende.

Og angst kan på den lange bane udløse en depression. Amygdala, som er et lille mandelformet organ midt inde i hjernen, er skurken når det gælder håndteringen af angst.

I sit foredrag vil speciallæge Robert Pind fra Bjerringbro, øse af sit snart 50-årige virke som læge, heraf 37 år som praksislæge hos Lægerne Torvegade/Klinikgården og nu på 9. år i Pind-Smerteklinik på Base Business Bjerringbro.

Kom med bag om årsagerne til angst, hvilke symptomer der opstår i kroppen, og ikke mindst hvordan kan vi lære at håndtere angsten? Og kan humor gøre en forskel?

Foredraget den 24. januar finder sted i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek. Det starter klokken 19 og billetter à 60 kroner kan købes på Viborg Bibliotekerne, på hjemmesiden viborgbib.dk eller ved indgangen.

Bag foredraget står Bjerringbro Folkeuniversitet og Bjerringbro Bibliotek.

Kommentarer