Flemming Overby fejrer 25 års jubilæum hos Ørum El
Tirsdag 1. august kunne Flemming Overby fejre 25 års jubilæum som elektriker hos Ørum El, hvor han også er udlært. Jubilæet fejres med en reception senere i dag.
Faktisk er det 26 år siden Flemming Overby blev tilknyttet Ørum El. Han tog nemlig lige et ‘sabbatår’ som pedel på plejecenter Højvangen i Ørum.
Det ser indehaverne hos Ørum El, Jytte og Laurs Jespersen, dog stort på. De synes, Flemmings sammenlagte 25 år i virksomheden er værd at fejre.
Før karrieren som elektriker kørte Flemming Overby lastbil. Et job han egentlig var glad for – men det viste sig at være skidt for ryggen.
Så på lægens anbefaling besluttede han at skifte han bane; han uddannede sig i stedet til elektriker, og det har været godt for den nu 60-årige elektriker, som heller ikke har planer om at gå på efterløn lige foreløbig.
– Jeg er glad for mit arbejde; jeg har ikke haft problemer med ryggen, siden jeg skiftede job, så jeg har ikke planer om at holde op med at arbejde, siger Flemming Overby.
Flemming bor i Ørum med hustruen Åse. Parret har tre døtre på 32, 27 og 22 og to børnebørn – en dreng på to år og en lille pige, der blot er syv uger gammel.
Udover samværet med familien, bruger Flemming Overby sin fritid sammen med motionscyklisterne i Ørum, og så er han jæger.
Ørum El fejrer i dag fredag 4. august Flemming Overbys jubilæum med en reception i butikken klokken 13-17.
Kommentarer