Fjerde år i træk med overskud i Tinghallen A/S
Tinghallen A/S i Viborg er i rigtig god form. Det understregede bestyrelsesformand Claus Bertelsen på selskabets generalforsamling tirsdag aften, hvor han oplyste, at der i 2018 var fremgang på flere centrale områder.
– Selv om Tinghallen på grund af ombygning var lukket i mere end halvdelen af året, opnåede vi også i 2018 fremgang på flere centrale områder, oplyste bestyrelsesformand Claus Bertelsen på generalforsamlingen i Tinghallen A/S tirsdag aften.
– Som følge af den igangværende ombygning var Tinghallen i 2018 lukket i mere end halvdelen af året. Ved indgangen til 2018 ventede vi derfor et underskud på op mod et par millioner kroner for året. Men det kom til at gå helt anderledes, idet vi opnåede et overskud før skat på omkring en halv million kroner. I betragtning af de mange måneders “hjemløshed” er det er resultat, som vi kun kan være tilfredse med. Også, fordi det nu er fjerde år i træk, vi har sorte tal på bundlinjen. Der bliver god brug for pengene, da vi i forbindelse med byggeriet af den “nye” Tinghallen selv skal finansiere et to-cifret millionbeløb til en række faciliteter, sagde bestyrelsesformanden.
– Der er flere forklaringer på, at Tinghallen A/S er kommet ud af 2018 med et plus og ikke et minus. Ikke mindst, at vores kunder og kulturpartnere bakker Tinghallen op på en helt fantastisk måde, og at vores flittige og dedikerede medarbejdere altid er klar til at “gi den en skalle”, lød det fra Claus Bertelsen.
Fremgang på 18 procent
– Tinghallen A/S havde i 2018 i alt 715 arrangementer – kulturarrangementer, møder, fester med videre. Det er en stigning på 18 procent i forhold til året før. Der var i alt 86 kultur-arrangementer, hvilket er status quo. Det samlede antal gæster rundede 150.000. Et meget beskedent fald på blot et par tusinde – og dermed væsentligt bedre, end vi kunne have frygtet, oplyser Tinghallens adm. direktør Claus Donslund.
– Når besøgstallet kunne holdes på dette niveau, hænger det sammen med, at vi i god tid, inden ombygningen gik i gang, tog initiativ til og sikrede os aftaler med en række samarbejdspartnere, så vi både sidste år og i år, indtil Tinghallen genåbner, kan gennemføre events på andre lokationer.
– Desuden tog vi initiativ til et samarbejde med forskellige udbydere om en række arrangementer. Under overskriften “Tinghallen On Tour” kunne og kan vi derfor tilbyde vores kunder og kulturpartnere en bred vifte af oplevelser i blandt andet Vibocold Arena, på Paletten, i Musiksalen og på Viborg Teater. Hertil kommer vores foredrag og øvrige arrangementer i BDO Lounge, der driftsmæssigt jo er en del af Tinghallen A/S.
– “Tinghallen On Tour” er en rigtig god og positiv nyskabelse. Men det siger sig selv, at det giver os mange nye udfordringer, når vi ikke kan holde vores arrangementer “in house”, men må lægge dem “ud i byen” eller til andre byer. Blandt andet fordi vi har så mange arrangementer, og fordi de foregår på forskellige steder, ofte langt fra hinanden, stiller det meget store krav til vores dedikerede medarbejdere. Tit må de tage natten til hjælp for at få enderne til at nå sammen, siger Claus Donslund.
Genvalg
Til bestyrelsen genvalgtes Claus Bertelsen og Lars Kaasgaard.
Ved den efterfølgende konstituering genvalgtes Claus Bertelsen som formand og John Jansson som næstformand.
Kommentarer