Lindum

Festligt farvel til skovbørnenes reservemor

Se billedserie Leder af Naturbørnehaven Høndruphus, Bitten Pedersen (tv), går på efterløn til august. Lørdag blev hun fejret af med kage, gaver og masser af gæster i børnehaven. Foto: Gitte Hagsholm. Se flere billeder i galleriet

Lørdag tog børn og voksne afsked med leder af Høndruphus, Bitten Pedersen. Efter 22 år i naturbørnehaven har hun valgt at gå på efterløn.

Selvom det var afskedens time, så var der hverken gråd eller tænders gnidsel i den hyggelige skovbørnehave lige uden for Lindum, som lørdag dannede ramme om en fest for stedets mange-årige leder.

– Det er en glædens dag, udbrød tværtimod en storsmilende Bitten Pedersen, der var overvældet over gensynet med ‘sine’ mange børn, som mødte talrigt frem. Både nuværende og mange ‘gamle’ børn .

Et af disse ‘gamle børn’ er Line Steffensen, som havde taget sine egne børn med for at hilse på i dagens anledning.

– Line var mellem de første børn her i Høndruphus, og nu går hendes egne børn her. Det er da skønt, siger Bitten Pedersen, som fik masser af krammere og knus  af dem allesammen.

– De er vore rødder, og med mange rødder, så står man bedre, fastslog Bitten Pedersen.

Visionen lever videre

Et tema som hendes efterfølger, Kamilla Degn Friis, også tog op i sin tale.

– Bitten, du er en ildsjæl (…) De ideer, du har sat som frø i jorden, er spiret og blomstret op til denne dejlige børnehave. En børnehave der er solidt plantet med sine gode værdier. Værdier, du har turdet stå på mål for, også når det har været svært og hårdt.

Hun roste også Bitten Pedersen for godt lederskab og for at have skabt en stærk personalegruppe, som har samme mod og styrke til at bære visionerne for naturbørnehaven videre.

Personalet forærede deres afgående leder en fotobog fyldt med minder gennem mange år og opfordrede hende til at komme på besøg i ny og næ.

Den opfordring vil uden tvivl blive efterkommet; ikke mindst fordi der mellem de mange gaver, gæsterne havde med, var hele to bænke. Den ene, “Bitten’s Bænk”, skal blive stående i børnehaven, hvor Bitten kan sidde og samtale med børnene. Den anden bænk, som havde indskriften, “Til Bitten fra børnene”, skal stå hjemme på Søgården i Bigum, hvor Bitten bor, til minde om hendes gamle arbejdsplads.

Du har reddet jordkloden!

Pensioneret Naturvejleder, Jens Frydendal, Rødding, som i sin tid var med til at etablere Høndruphus, var også kommet for at fejre Bitten Pedersen.

I en tale til hende sagde han blandt andet:

– Høndruphus er nok det tætteste, man kommer på Astrid Lindgrens ‘Bulderby’, hvor man ser fortællingerne gennem børnenes øjne, sagde han og citerede også fra ‘Ronja Røverdatter’.

Jens Frydendal anerkendte Bitten Pedersens målrettede arbejde for at formidle naturen til de næste generationer:

– Hjerneforskeren Kjeld Fredens har sagt, “man skal udfordre udfordringerne”. Barndommen skal bruges til at forberede sig til at blive voksen, og naturen er et godt sted at øve sig på alt det uventede. Det er de rammer, du har skabt her, sagde han og tilføjede:

– Det er også godt for naturen, at der kommer børn. For når børn vokser op med naturen og naturværdierne, så passer de på naturen. Du har reddet jordkloden, Bitten, sagde Jens Frydendal, hvilket udløste klapsalver blandt gæsterne.

 

Kommentarer