Debat og politik

Farvel til Venstre! Lars fra Bigum forlader partiet, han har været medlem af i over 30 år

Lars Mogensen sammen med sin nye partiformand, Alex Vanopslagh. Privatfoto

Lars Mogensen kan ikke længere se sig selv i partiet Venstre. Og selv om det er med tungt hjerte, så valgte han i denne uge at melde sig ud af partiet, han har været en del af siden ungdomsårene i VU Viborg. Det politiske arbejde fortsætter han i Liberal Alliance.

Af Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk

BIGUM/VIBORG – 52-årige Lars Mogensen har altid bekendt sin politiske ‘tro’ til partiet Venstre; og selv med den uro, der har været i partitoppen siden Lars Løkkes exit i januar 2021, har han haft en nagelfast tro på, at partiet ville finde tilbage på sporet som ‘Danmarks Liberale Parti’, fortæller han til Landsbyerne.

Det tror han ikke længere på.

– Jeg synes, at mange væsentlige temaer under Jacobs Ellemanns ledelse blev håndteret kluntet, og i diskussionen om en CO2-afgift på landbruget skak udmeldingerne fra formanden i alle retninger, og det bekymrede mig, fortæller Lars Mogensen, som dog fik optimismen tilbage, da Troels Lund Poulsen overtog formandsposten.

– Jeg synes, at det var en rigtig beslutning at gå i regering med Mette Frederiksen som statsminister. Alternativet var en ren, rød regering, og det havde vi været dårligere stillet med. Sådan så det i hvert fald ud dengang, tilføjer han.

Optimismen er imidlertid gjort til skamme, mener Lars Mogensen.

– Jeg kan ikke rigtigt se, at Venstre har fået væsentlige aftryk i den eksisterende regeringskonstellation. Det handler ikke kun om Co2-afgiften; jeg synes, partiet generelt har bevæget sig langt væk fra det Venstre, jeg i sin tid meldte mig ind i, forklarer han.

Svær beslutning

Efter mange og lange overvejelser besluttede Lars Mogensen derfor i denne uge at melde sig ud af Venstre. 

Dermed siger han også farvel og tak til samarbejdet med Venstregruppen i byrådet og ditto til partikolleger i Tjele Venstre, hvor han var formand en årrække, inden han stillede op til kommunalvalget og kom byrådet i 2021.

– Det har været den sværeste del af beslutningen. For modsat i folketingsgruppen, så har der altid været et upåklageligt samarbejde i Venstres byrådsgruppe i Viborg Kommune, hvor jeg sammen med mine kolleger har været med til at levere mange gode resultater, som jeg er stolt af. Og så har jeg også været utroligt glad for det helt lokale samarbejde i Tjele Venstre, hvor mange af medlemmerne både er nære venner og gode naboer, så det er med tungt hjerte, at jeg siger farvel til den lokale Venstrevælgerforening, siger Lars Mogensen.

– Jeg har i mange år holdt fast ved, at det lokalpolitiske arbejde var det vigtigste, og det har fungeret for mig i mange år; men jeg har i stigende grad oplevet at blive konfronteret med kritik i forhold til Venstres ageren i flere landspolitiske sager. Med spørgsmål, som jeg efterhånden ikke selv kunne finde svar på, og derfor har jeg nu truffet beslutningen om at forlade partiet, siger han.

Nyt parti – samme værdier

Lars Mogensen forlader dog ikke politik. Han har i næsten samme åndedrag, som han forlod Venstre, meldt sig ind i Liberal Alliance.

– Jeg havde allerede besluttet mig for, at jeg ville fortsætte mit politiske arbejde, som jeg brænder for, i et andet parti, når jeg forlod Venstre, siger han og uddyber: 

– Men det har ikke været en ‘hovsa-beslutning’ for mig at skifte parti; jeg har haft både Moderaterne og Danmarksdemokraterne med i mine overvejelser, men Liberal Alliance med Vanopslagh i spidsen, synes jeg, har modnet sig og fremstår i dag som et langtidsholdbart parti med nogle af de liberale værdier, jeg mener, Venstre har givet køb på. Så derfor valgte jeg dem.

Med Lars Mogensens partiskifte får Liberal Alliance for første gang nogensinde en plads i Viborg byråd, for det tidligere medlem af Venstregruppen fastholder sit mandat.

– Jeg har naturligvis overvejet, om jeg skulle droppe ud og stille mit mandat til rådighed for Venstre, men jeg er valgt ind på mange personlige stemmer som Lars fra Bigum, og ham er jeg stadigvæk. De, som stemte på mig i 2021, får samme holdninger og værdier, selvom jeg har skiftet parti, så det kan jeg godt stå inde for, siger han.

Lars Mogensen fik 510 personlige stemmer ved valget i 2021. Liberal Alliance fik samlet blot 468 stemmer, og det håber partiets nye medlem at kunne medvirke til at forbedre ved kommunalvalget i 2025, hvor han har planer om at stille op igen.

 

Kommentarer