Fætter BR genåbner i Viborg
Cirka 25 BR-butikker åbner i de kommende måneder og én af dem bliver i Viborg, hvor den velkendte Fætter BR slår dørene op til et nyt legetøjsunivers
Den kække fætter med bjørneskindshuen gør comeback på Holstebrovej 81 i Viborg, når han i løbet af foråret slår dørene op til et nyt legetøjsunivers i byen.
For at butikken kan blive helt klar, skal der ansættes medarbejdere, så det forestående arbejde med at indrette og åbne et helt nyt legetøjsunivers i byen kan komme i gang.
Hos BR har man set frem til at kunne afsløre de første nye butiksplaceringer.
– Opbakningen til BR har virkelig været overvældende. Det bliver et stærkt hold, der skal skabe og åbne et nyt og levende legetøjsunivers i Viborg. Lige nu er vi i gang med at indrette de nye butikker med et legetøjsunivers, der rummer den magi BR er kendt for. Og så børnene stadig kan se og mærke legetøjet inden, at det bliver skrevet på ønskesedlen, fortæller BR-kædens nyudnævnte chef Charlotte From.
Stor interesse fra kunderne
– Jeg er ikke i tvivl om, at kunderne kommer til at møde nogle dedikerede BR-medarbejdere med et hjerte, der banker for legetøj, når vi åbner butikken i Viborg. Vi har allerede nu fået en masse gode ansøgninger fra kommende kolleger, der gerne vil trække i BR-uniformen, og dem glæder vi os til at se nærmere på, uddyber Charlotte From.
BR-kæden arbejder benhårdt på at gøre klar til åbningen i Viborg: Varerne skal registreres, butikken skal indrettes, legetøjet skal fordeles fra lageret og pakkes ud. Og ikke mindst skal der, i samarbejde med de nye ansatte, planlægges et brag af en åbningsfest.
Historien bag TOP-TOY og BR
I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker i Danmark, efter at virksomheden gik konkurs. Efterfølgende indgik Salling Group, der blandt andet står bag kæderne, føtex, Bilka, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, en aftale med kurator i konkursboet om køb af TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til at anvende BR-navnet på det danske marked.
Salling Group har efterfølgende uafhængigt af konkursboet ført individuel forhandling med udlejere landet over om ledige butikslokaler. Det er disse forhandlinger, som nu har mundet ud i godt 25 nye butiksåbninger.
Kommentarer