Nu får Vejrumbro sin egen frisørsalon
Tirsdag den 2. april åbner 30-årige Katrine Bay Reffs frisørsalon på Hovedgaden 19 i Vejrumbro. Allerede fra på lørdag 16. marts kan man booke tid, og det bliver fejret med reception på adressen.
Fra 2. april får Vejrumbro-borgere nemmere ved at komme til frisør. 30-årige Katrine Bay Reffs, som selv kommer fra lokalområdet, åbner nemlig salon på hjemmeadressen Hovedgaden 19.
Katrine Bay Reffs har taget den 4-årige frisøruddannelse hos Frisør Høeg i Houlkær. Efter hun var færdiguddannet i 2012 blev hun gravid med sit første barn. Under sin barsel fik hun nogle barselsvikariater hos Klip no. 19 i Hammershøj.
– En periode tog jeg et job som handicapmedhjælper for at få familielivet med børn til at hænge bedre sammen, men jeg fortsatte med at tage nogle supplerende timer hos Maja (indehaver af Klip No 19, red.), så jeg kunne holde mit fag ved lige, fortæller Katrine.
Det var en klog disposition, for i 2015 blev hun fastansat på salonen i Hammershøj.
Udfordringer og fleksibilitet
Siden er barn nummer to og tre kommet til, og Katrine besluttede sig for at tage springet og blive selvstændig.
– Der skulle simpelthen bare ske noget nyt. Med tre små piger på 2, 4 og 6 år har jeg behov for noget mere fleksibilitet i min hverdag, og med egen salon kan jeg bedre tilrettelægge min dag, så det hele går op, forklarer hun.
Hendes mand, Keld Bay Reffs (34), er tømrer og arbejder hos Madsen & Grangård, der også har adresse i byen. Begge parrets forældre, som bor i lokalområdet, er flinke til at give en hånd, når der er behov.
– Og så har vi børnehaven og vuggestuen lige på den anden side af hækken, så det kunne ikke være nemmere, griner Katrine.
Lille salon – stort potentiale
Salonen er indrettet i et rum i forbindelse med bryggerset i den ene ende af familiens hus, men på en måde, så den er adskilt fra privaten.
Salonen er enkelt og smagfuldt indrettet med nogle gamle frisørstole, som Katrine har erhvervet fra en bekendt, der selv har haft salon. Et stort væg-til-væg-spejl får rummet til at syne større og lyse op.
– Jeg har to betjeningspladser; mere får jeg ikke brug for, fastslår den nyudklækkede salon-indehaver, som ikke er det mindste bekymret over at tage det store spring.
– Jeg har virkelig lysten til det nu, og mange har i årevis opfordret mig til at starte min egen salon, så jeg tror ikke jeg kommer til at mangle kunder, vurderer Katrine og tilføjer, at der er et stort potentiale i Vejrumbro, som ikke har haft egen frisør i flere årtier.
– Desuden er vi her i Vejrumbro gode til at støtte op, når nogen sætter noget i gang, så det tror jeg bestemt også, man vil gøre med min salon. Så ligger det på mine skuldre at levere et ordentlig stykke arbejde, smiler hun.
Familiesalon
Salonen, som har fået navnet ‘Din Frisør – Katrine Raffs’, bliver en rigtig familiesalon. Her tilbyder Katrine klipning, farvning, permanent og styling af hår, ligesom man kan få ordnet bryn og vipper.
– Jeg er sådan en ‘all-rounder’, jeg har haft hænderne igennem mange slags hår, og klippet både mænd, kvinder, børn og unge. Det skal være en rigtig familiesalon, og det skal være hyggeligt at komme her, siger Katrine.
Åbning og reception
Salonen holder åbent hver tirsdag til fredag klokken 9 til 17.30 og lørdag efter aftale, men man kan ringe og bestille tid helt frem til klokken 20 om aftenen.
– Jeg kender jo selv til det at arbejde hele dagen, og så når man ikke lige at få ringet og bestilt tid til det ene eller det andet, siger Katrine, som også tilbyder at tage ud i hjemmet til for eksempel ældre og gangbesværede i lokalområdet.
Hun træder også gerne til, hvis der er konfirmander, der får brug for hjælp til at få sat håret på den store dag.
Første åbningsdag er tirsdag den 2. april, men allerede fra på lørdag kan man booke tid. Den anledning bruger Katrine samtidig til at markere åbningen af ‘Din Frisør’, og det sker ved en reception på adressen Hovedgaden 19 på lørdag fra klokken 12 til 15, hvor alle er velkomne til at komme og besigtige salonen og hilse på byens nye frisør.
Kommentarer