Et særligt hold social- og sundhedsassistenter afslutter deres uddannelse i Viborg

For tre år siden blev det muligt at tage hele social- og sundhedsassistentuddannelsen i Viborg. Den 21. maj fejres det første hold, der har gennemført.
20 glade og stolte elever kan den 21. maj 2025 kalde sig færdiguddannede social- og sundhedsassistenter, når de dimitterer fra Social- og Sundhedsskolen STV. Som noget helt særligt, er de det første hold, der har gennemført hele uddannelsen i Viborg.
I 2022 indgik Social- og Sundhedsskolen STV og Viborg Kommune nemlig en samarbejdsaftale, der gjorde det muligt at tage hele social- og sundhedsassistentuddannelsen i Viborg.
For mange elever har det været en afgørende faktor, at hele uddannelsen blev udbudt i Viborg Kommune, så de ikke længere skal pendle til Skive for at tage hovedforløbene. Dette har gjort det muligt for flere at tage uddannelsen, lettet deres hverdag og øget motivation.
– Det betød meget for mig, at jeg kunne tage hele uddannelsen i Viborg. Jeg har mand og børn, så min hverdag har hængt bedre sammen, fordi jeg ikke skulle bruge tid på at pendle, siger Lene Viborg Madsen, der en af de første social- og sundhedsassistentelever, der nu afslutter sin uddannelse.
Samarbejdsaftalen har også skabt et bredere og mere tilgængeligt uddannelsesudbud inden for social- og sundhedsområderne i Viborg Kommune.
Flere elever søger ind
Efter muligheden for at tage hele uddannelsen i Viborg Kommune er blevet en realitet, er der sket en markant stigning i optaget på grundforløbet til uddannelsen.
– Vi har fokus på at fastholde, men også tiltrække, elever til social- og sundhedsuddannelsen, da det er et område, hvor vi har brug for dygtige og engagerede medarbejdere. Derfor glæder vi os over, at vi fik lavet den samarbejdsaftale, så vi bidrager til at øge antallet af kvalificerede medarbejdere inden for velfærdsområderne, siger Johannes Vesterby (V), formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg.
– Viborg Kommune opfylder nu igen den politiske målsætning for optag af elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen, hvilket er en stor gevinst for kommunens opgaveløsning inden for sundhed og omsorg, lyder meldingen.
Social- og Sundhedsskolen STVs direktør, Peter Møller Pedersen udtrykker stor tilfredshed med samarbejdsaftalen og de resultater, den har skabt:
– Vi er stolte over at kunne tilbyde hele Social- og sundhedsuddannelsen i Viborg. Det har været en fornøjelse at se, hvordan eleverne har udviklet sig og nu er klar til at bidrage til vores velfærdssamfund. Samarbejdet med Viborg Kommune har været en stor succes, og vi ser frem til at fortsætte med at uddanne dygtige social- og sundhedsassistenter i fremtiden, siger han.
Kommentarer