I morgen fredag den 4. august fylder Esther Kristine Kjeldsen 100 år, og hun har med egne ord haft et langt og godt liv; men det kommer ikke uden en indsats og en positiv tilgang til livet. Det fik vi en lang snak om, da avisens udsendte i sidste uge besøgte den kommende fødselar.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@landsbyerne.dk

Avisen besøger Esther i Vammen i hendes lille rækkehus på Hobrovej i Vammen, hvor hun har boet siden 2006. Men hun flyttede faktisk til Vammen allerede i 1995.

Den historie vender vi tilbage til.

Hendes ældste datter, Inger, og Inger-Lise, hustru til Esthers nevø, Palle, er også med ved kaffebordet, der er dækket op med de fine kopper, og vi får jordbærkager fra Vammen Kro; men Esther har slet ikke tid til hverken at drikke kaffe eller spise kage, for hun har meget på hjerte.

– Jeg har haft et godt liv, og jeg er et tilfreds menneske. Jeg har oplevet lidt af hvert på godt og ondt; både sorger og glæder, og sygdom er jeg heller ikke blevet forskånet for, men jeg er altid kommet ovenpå igen, fastslår hun.

– Og altid med overskud til andre, tilføjer Inger-Lise, og datteren Inger bifalder pointen.

Esther har sin egen analyse om emnet.

– Jeg var den ældste i en børneflok på 11, så jeg fik hurtigt ansvar for alle mine små søskende, og jeg kunne sætte mig i respekt. Hvis det regnede udenfor og med seks drenge, så var der altså også regnvejr inde, og så måtte jeg komme min mor til undsætning, smiler hun, og tilføjer:

– Det betød også, at jeg fik et meget nært forhold til mine søskende, og det var mig, de kom til senere i livet, hvis de havde brug for at lette hjertet eller få et godt råd.

Esthers omsorg for andre mennesker og særligt børn er kendetegnende for hendes liv.

Fra nord til syd og tilbage

Esther er født i Dronninglund, hvor hendes far var gartner på slottet, det tidligere Hundslund Kloster.

I 1929 blev Dronningborg Slot solgt og gartneriet nedlagt, så i 1930, da Esther var syv år gammel, flyttede familien til Skrydstrup i Sønderjylland, hvor faren købte et jordlod på 40 hektar og blev selvstændig landmand.

Senere kom krigen, og blot en måned før tyskernes kapitulation i 1945, blev alle familier i landsbyen Skrydstrup bedt om at forlade deres hjem, som tyskerne inddrog i tilstræbelse på at beskytte det militære område, der stødte op til.

Så flyttede familien tilbage til Vendsyssel.

Fandt kærligheden i Sønderjylland

Det blev dog uden Esther, der i mellemtiden allerede var fløjet fra reden og som ganske ung pige allerede var ude at tjene på forskellige gårde. På et tidspunkt traf hun Kjeld Kjeldsen fra Lindum, der tjente som karl på samme gård.

– Jeg kendte ham godt i forvejen, for han var venner med min fætter og blev betragtet som en del af familien, og der havde aldrig været noget imellem os; men lige pludselig slog det klik mellem os, husker Esther.

Kort tid efter blev parret forlovet.

Det var i 1945, og familien var som nævnt allerede taget tilbage til Vendsyssel.

– Jeg blev i Sønderjylland, for Vendelboerne var mig lidt for langsomme, og jeg ville ønske jeg kunne sige, jeg var sønderjyde, siger Esther og fortæller videre:

– Jeg oplevede så meget hjælpsomhed; konerne var jo vant til at klare sig selv med mændene i krig. Det er et specielt folkefærd, fastslår hun.

Ny tilværelse i Lindum

Trods de nære bånd til det sønderjyske fulgte Esther med sin mand in spe nordpå til Lindum, hvor Kjeld havde fået plads på slægtsgården.

Esther selv fik plads på Kjelds farbroders gård, og selvom parret stadig levede adskilt, blev de gift i Lyngså kirke i 1947.

– Så kunne vi jo sove sammen, siger Esther med et glimt i øjet.

Helt usædvanligt for tiden boede ægteparret hver for, indtil Esther satte foden ned.

– Nu kan det være nok, nu skal vi bo sammen, sagde jeg, fortæller Esther.

Løsningen blev, at Kjelds bror købte den fædrende gård, og Kjeld købte broderens gård, hvor han og Esther flyttede ind og stiftede familie. Fire børn kom til; i første omgang Inger og Niels, og så gik der næsten ti år, inden Anna og Hans dukkede op.

Med Esther som det omsorgsfulde og altid positive omdrejningspunkt skabte parret et trygt hjem, ikke kun for deres fire børn, men også for alle andre børn, der elskede at komme på besøg på gården, både nabobørn og feriebørn, hvor Esther nok var gavmild med omsorg og opmærksomhed, men også stillede krav.

– Jeg bliver sjældent sur, men hvis ungerne ikke ryddede op efter sig, så blev jeg sur. Og de fik at vide, at hvis de ville komme igen en anden dag, så skulle de rydde op efter sig. Man skal gøre en indsats. Det gælder alle forhold i livet, og  børn har godt af at lære det fra de er små, fastslår hun.

Familien i Ganløse

Kjelds bror, Niels, som både Esther og Kjeld var nært knyttet til, fandt kærligheden på Sjælland, og med hustruen Karen slog han sig ned i landsbyen Ganløse, nordvest for København.

Selvom en tur fra  Lindum til Ganløse eller den modsatte vej var en dagsrejse på det tidspunkt, så opretholdt de to familier kontakten, og Esther fik et nært forhold til Karen.

– Jeg holdt meget af Karen, hun var en god svigerinde, siger Esther, lidt berørt.

Både Niels og Karen er længe borte, men familien holder stadig kontakt til Ester; nevøerne Palle og Ib kommer engang imellem  forbi, mens Inger-Lise, som selv kommer fra Jylland, kigger forbi flere gange i løbet af året.

Ny tilværelse Vammen

Efter et langt liv på gården i Lindum købte Esther og Kjeld i 1994 et lille hus i Vammen. Kjeld, som havde været syg i nogle år, nåede aldrig at flytte med. Han døde i januar 1995, og Esther måtte starte en ny tilværelse i Vammen alene.

– Det var svært i starten, for jeg kendte ikke rigtigt nogen, det var et nyt hus, og så var jeg lige blevet alene, fortæller hun.

– Men så gik jeg op på hjemmet (Pensionistgården, red.) og besøgte den gamle smed, som jeg kendte fra Lindum, siger hun.

Det udviklede sig hurtigt til nye bekendtskaber, og hun fik et stort netværk, som man vil kalde det i dag. I mange år havde hun sin faste gang på centeret hver mandag og torsdag, mestendels til hygge og samvær. Desuden troppede hun trofast op med kagemand, hver eneste gang en af beboerne havde fødselsdag, og det vakte begejstring

– Vores generation er jo ikke vant til at blive forkælet med kagemand, så det var en stor oplevelse hver gang, smiler Esther, hvis gode humør altid har smittet af på de mennesker, hun var sammen med.

I 2006 flyttede Esther ind i det lille rækkehus, hun bor i nu. Det er slut med besøgene på plejecentret, men hun stortrives ved at sidde for sig selv og se på, hvad der sker i haven eller på vejen.

Men, hvad får du så tiden til at gå med?

– Så lidt som muligt, griner den kommende 100-årsfødselar.

– Jeg er så glad for at bo her. Her er stille og roligt, og jeg keder mig aldrig, siger hun og tilføjer:

– Jeg skønner på mit liv, og jeg er glad for, at jeg er ved mine fulde fem. Og selv om der er nogle ting, der forsvinder lidt, så husker jeg ret godt. Hvor mange i min alder gør det, påpeger hun.

– På den måde føler jeg mig ikke gammel, og jeg tænker aldrig på alder; det skal man ikke spekulere på. Når man har det godt, er det en gave. Og hvis man ikke har det i min alder, så er det ganske naturligt, fastslår hun.

Esthers helbred skrantede i vinteren og foråret, og hun tvivlede selv på, om hun nåede de 100 år.

Men hun kom sig; livskraften vendte tilbage sammen med det positive livssyn og en urokkelig tro på, at alt kan lade sig gøre, hvis man selv gør en indsats.   

– Så jeg har ikke tænkt mig at stille træskoene lige nu, lyder meldingen.

Hvis du skal fremhæve noget helt specielt fra dit lange liv, hvad skulle det så være? Kan du det?

– Ja! 4. og 5. maj 1945. Det er det største, lyder det prompte.

– Alle mine børn har naturligvis været en uvurderlig gave, men maj 1945 – det var så stort, da der blev fred, fortæller Esther.

Esthers fødselsdag fejres privat sammen med familien hos datteren Anna i Klejtrup.

I anledning af sin 100 års fødselsdag har Esther Kjeldsen modtaget en hilsen fra Dronningen. Foto: Gitte Hagsholm