Erhverv

ERIK arkitekter valgt som rådgiver for skolebyggeri og renovering

Gitte Frederiksen Kjølby, projektleder hos ERIK arkitekter. Fremsendt foto

Nu starter arbejdet med at bygge en ny skole og renovere hallen i Viborg-bydelen Overlund. Det bliver ikke blot en traditionel skole og idrætshal, men et helt ny kultur- og samlingssted for borgerne. Viborg Kommune har hyret den lokale arkitektvirksomhed ERIK arkitekter til at rådgive i den indledende udviklingsfase.

Viborg Byråd har besluttet, at der skal opføres en ny skole i Overlund. Det bliver den første nye skole i Viborg Kommune i mere end 40 år.

Samtidig skal Overlund Hallen renoveres, og byrådet har besluttet at tænke de to store anlæg sammen, så der kommer mest muligt merværdi for brugere og borgere i bydelen.

Vægt på brugerinddragelse og viden om lokalområdet

Viborg Kommune har været i dialog med fire rådgivere om at tilrettelægge en proces, der sikrer et højt niveau af inspiration fra lignende projekter og inddragelse af lokalområdet. Blandt disse fire er de lokale ERIK arkitekter (tidligere KPF Arkitekter) valgt.

– ERIK arkitekter har leveret et overbevisende forslag til en procesplan, der inddrager stor viden om Overlund, inden vi begynder at tegne streger til den nye skole. De vil både anvende såkaldte big data og involvere brugere og borgere, så vi får bygget et nyt, aktivt center for hele bydelen og ikke blot en ny skole, siger Hans Henrik Gaardsøe, der er ansvarlig direktør for skoleområdet.

Det er helt centralt for styregruppen, at der bliver tale om bred inddragelse af organiserede og ikke-organiserede interesser i bydelen, supplerer Lars Stentoft, der er direktør for Kultur og Udvikling.

– Det skal være et byggeri, som funktionelt og arkitektonisk rækker ind i fremtiden, men samtidig skal det være et sted, som flest muligt i Overlund skal føle som deres, uanset om man kommer for at gå i skole, til foreningsidræt eller andre kulturelle og sociale formål, supplerer han.

Workshops skal samle ideer til vision

Gitte Frederiksen Kjølby, der er projektleder hos ERIK arkitekter, er begejstret for muligheden for at kunne hjælpe Viborg Kommune med at skabe et arkitektonisk og brugermæssigt vartegn øst for søerne.

– Vi går til opgaven med stor ildhu. Det er ikke hver dag, man som rådgiver får mulighed for at præge et projekt med den tyngde og de ambitioner. Vi har allieret os med gode folk, der kan være med til at udfordre den måde, man normalt tænker skole og idrætshal på.

Gennem observationer, workshops og studieture arbejder ERIK arkitekter frem til efterårsferien på at indhente ideer og formulere en vision for det nye aktivitetscentrum. På baggrund af dette udarbejder rådgiveren et byggeprogram, som kommunen udskriver en arkitektkonkurrence ud fra. Den vil efter planen være afgjort omkring påsken 2019.

 Fakta om bydelsprojektet i Overlund

  • Viborg Byråd har afsat 200 millioner kroner til en ny Overlund Skole og 11millioner kroner til renovering af Overlund Hallen.
  • Den ny skole skal være klar i 2022 og have plads til 800 elever, men skal kunne udbygges til eventuelt kommende elever fra den nye Taphede-bydel.
  • Til renovering af Overlund Hallen forventer byrådet, at det afsatte beløb suppleres af medfinansiering gennem lokal indsamling, sponsorater og eventuelle lån.
  • I spidsen for projektet er en styregruppe med deltagelse af blandt andre formand og næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Kommentarer