Erhverv

Efter 22 år i Onsild er det slut: Bitten Slagter lukker på lørdag

Bitten Nyrup Pedersen foran butikken i Onsild, hun åbnede for 22 år siden. Selvom hun privat bor i Hammershøj, så beholder hun ejendommen, hvor produktionen af blandt andet pølser fortsætter – men i langt mindre skala. Foto: Gitte Hagsholm

Efter 22 års dedikation til sit håndværk har Bitten Nyrup Pedersen besluttet at lukke sin nærmest ikoniske slagterbutik, Bitten Slagter, i Onsild Stationsby og påbegynde et nyt kapitel i sin karriere. På lørdag holder butikken åben for sidste gang.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

ONSILD – Allerede for et par år siden i forbindelse med sit 20 års jubilæum som selvstændig begyndte Bitten Nyrup Pedersen at overveje fremtiden for sin slagterbutik, hun åbnede som bare 23-årig i 2003. 

– Jeg bliver jo ikke yngre, og det er hårdt fysisk arbejde at være slagter, fortæller hun om sine overvejelser, der også handlede om at få mere tid sammen med sine børn – særligt i weekenderne.

Ingen aftager

Derfor begyndte hun at kigge sig om efter en kompagnon eller køber til butikken i Onsild, men trods en sund og veldrevet forretning med et stort kundeunderlag lykkedes det ikke at finde en passende aftager. Så nu har hun taget konsekvensen og lukker butikken.

– Det er den rigtige beslutning. De senere år er det bare blevet mere besværligt for små selvstændige som mig at drive forretning. Jeg har altid elsket butikken og kunderne, men udfordringer med at få personale samt stadigt flere administrative krav og omkostninger gør det vanskeligt at fortsætte, og så har corona og halvandet år med opgravede veje ikke gjort det nemmere, fortæller Bitten Nyrup Pedersen, som glæder sig over, at hun trods alt stopper på toppen.

– Jeg er megastolt over den forretning, jeg har bygget op og drevet i så mange år, og derfor er det selvfølgelig ekstra vemodigt at lukke; jeg har også fået mange beskeder fra både kunder og kollegaer, der både er kede af, men også forstående, over for min beslutning. Det har faktisk været meget overvældende, fortæller hun.

Bitten Slagter, som Bitten Nyrup Pedersen bliver kaldt i folkemunde, har vundet et hav af priser for sine produkter, og diplomerne hænger som perler på en snor i butikken. Foto: Gitte Hagsholm

Nyt job

Bitten Nyrup Pedersen har allerede sikret sin fremtidige beskæftigelse. Mandag efter butikkens sidste åbningsdag starter hun som krydderikonsulent hos fødevarevirksomheden Moguntia i Randers. 

– Jeg har brugt deres krydderier i mine produkter i mange år, og da jeg hørte, at den konsulent, som plejer at komme her i butikken, skulle stoppe, søgte jeg har hans job og fik det, fortæller hun og tilføjer:

– Nu glæder jeg mig til at dele mine mange års erfaring med kolleger i slagteribranchen her i Nord- og Midtjylland.

Det glæder de selvsamme kolleger sig helt sikkert også til, for den kommende krydderikonsulent har i løbet af sine 22 år som selvstændig slagter høstet priser i hobetal for både sylte, leverpostej og pølser, så måske siver nogle af de ‘’hemmelige’ opskrifter ud gennem det nye job, hvor Bitten Nyrup Pedersen nemlig også skal være med til at produktudvikle.

– Det bliver virkelig spændende; jeg har jo netop altid nørdet meget med smagen i mine produkter, så jeg glæder mig til at bruge det i mit arbejde bare på en anden måde, fortæller hun.

Ikke helt slut

Selvom slagterbutikken lukker, så er det ikke helt slut med at svinge slagterkniven for Bitten Nyrup Pedersen. Hun beholder nemlig ejendommen i Onsild og fortsætter med at producere pølser, leverpostej med mere ved siden af jobbet jobbet som krydderikonsulent.

– Jeg vil fortsætte med fx at producere leverpostej og pølser til lokale butikker og ordne vildtkød fra jægerne, og så vil jeg fortsætte med at levere mad til de store traktortræk-arrangementer, som jeg har gjort i mange år. Det glæder jeg mig faktisk til, når det bliver på nogle helt andre præmisser, smiler hun.

Bitten Slagter har sidste åbningsdag på lørdag den 22. februar, og den sluttes af med afskedsreception, hvor der serveres grillpølser og øl i baglokalet.

 

Kommentarer