Vil du være medlem af Rødding Lokalråd?
Det har siden april være muligt for både foreninger og enkeltpersoner at blive medlem af Rødding Lokalråd, og dermed være med til at præge byens udvikling og aktiviteter.
Som medlem bliver man inviteret til at deltage i 1-2 årlige møder, hvor man i fællesskab prioriterer og koordinerer nye tiltag i og for Rødding by.
Lokalrådet står for en række opgaver og ansvarsområder i lokalsamfundet, og har brug for byens opbakning til at løse opgaverne bedst muligt. Dit medlemskab kan give større muligheder for at lave gode tiltag.
Markedsføring og branding
Lokalrådet arbejder målrettet med at markedsføre Rødding som et godt sted at leve og bo. Rådet ønsker at tiltrække (endnu) flere tilflyttere og sikre, at der bliver taget godt imod nye indbyggere i byen.
Helt konkret er det lokalrådet, der driver byens hjemmeside www.røddingviborg.dk, som i foråret har fået en ansigtsløftning.
Lokalrådet skriver pressemeddelelser og vil gerne på den måde markedsføre Rødding som den levende, engagerede og fantastiske by, som den er.
Rådet har gennem en arbejdsgruppe bidraget til tilblivelsen af Filmen om Rødding, der havde premiere på Snapsting den 24. juni. Der var arrangeret en særskilt Rødding-premiere i RøddingHus mandag den 26. juni, hvor over 125 røddingborgere deltog i fællesspisning og hygge.
Udvikling af Rødding og omegn
Gennem koordinering og dialog imellem foreningerne bidrager lokalrådet til den fortsatte udvikling af byen.
Lokalrådet arbejder på at sikre større fællesskab og samhørighed i Rødding. Viborg Kommune forudser 14 procent flere indbyggere i Rødding i løbet af de næste 15 år, og den vækst kræver, at der er fokus på at indlemme nye borgere i samfundet. Det er derfor et fokusområde for Lokalrådet.
Arrangementer
Lokalrådet vil ind imellem selv stå for arrangementer for byen, som for eksempel filmpremieren i Røddinghus og det kommende kursus i førstehjælp, samt foredraget med Emil Eriksen fra Fjerne Kyster.
Indmeldelse
Du melder dig ind ved at udfylde formularen her: Indmeldelse i Rødding Lokalråd – det koster kun 200 kroner om året.
Kommentarer