Debatindlæg af David Munk-Bogballe, Fastrupvej 5, 8830 Tjele.

LÆSERBREV – Det er forholdsvis billigt at producere en solcelle og en vindmølle, men de producerer kun strøm, når solen skinner eller vinden blæser. Jo flere vindmøller og solceller der sættes op, jo større bliver behovet for en alternativ kapacitet til at dække energibehovet, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Når omkostningen til det medregnes, er vindmøller og solceller ikke længere billige.

Når de nødvendige udgifter til udbygning af elnettet også tages med, bliver regnestykket endnu dårligere.

Hvis strømmen skal omdannes til brændsler, der kan gemmes og transporteres, går der så meget energi til spilde, at det økonomiske regnestykke ikke længere er dårligt, men usammenhængende. Den såkaldt grønne brint er alt for dyr i forhold til gas, industrien kan ikke betale prisen, og den politiske investering i PtX-anlæg og milliarddyre brintrør tegner til at blive en enormt dyr fejltagelse. Hayek og Smith har lært os, at mennesket kun ser stumper af helheden, og rækkevidden af dets sympati er begrænset, så selvom det er en ærgerlig konsekvens, er den desværre ganske forudsigelig.

Med et manglende blik for helheden og sympatien tydeligt begrænset af Viborg-villaens ligusterhæk drømmer Henrik Ravn i et læserbrev fra 4. oktober lystigt om store energiparker, mens han uforstyrret af rystelser og støj fra 700 daglige lastbilkørsler, lugt fra biogasproduktion og vindmøllers skyggekast, advarselsblink og lavfrekvente støj kan nyde udsigten til søer og domkirke velvidende, at det ikke er hans eget lokalområde, der risikerer den ødelæggende omkalfatring, de energiparker, han drømmer om, medfører.

Andre mennesker har imidlertid også drømme, og når de handler om, at deres egn og liv koloniseres af enorme industrianlæg, der risikerer at reducere værdien af deres ejendomme med over 60 procent, kaldes de mareridt.

Omtrent halvdelen af Viborg Kommunes befolkning bor i landdistrikter, og for en bekymrende stor del af disse mennesker er glæde, drømme og planer for fremtiden erstattet af frygt, bekymring og følelsen af at være blevet forrådt.

Huse er usælgelige, usikkerheden maksimal, og alt imens byråd efter byråd landet over standser etableringen af store VE-anlæg for at beskytte natur, landskaber og lokalsamfund, fortsætter byrådet i Viborg ufortrødent sin kurs. Blandt andet med argumenter om at det styrker forsyningssikkerheden, selvom ENTSO-Es analyser viser, at Danmark på grund af satsningen på VE-anlæg kan se frem til at have den laveste forsyningssikkerhed i Europa i 2028 med gennemsnitlige risiko for strømudfald på 20 timer om året. Det er fuldstændig uacceptabelt. Ikke mindst fordi adgang til stabil og billig energi er en forudsætning for at drive og opretholde et civiliseret land med en høj levefod.

Kernekraft er en bedre vej at gå, men den diskussion må hensættes til en anden sammenhæng. Det er dog vigtigt at påpege, at uanset hvordan diskussionen måtte ende, så vil konklusionen aldrig kunne retfærdiggøre den hensynsløse og kontraproduktive politik, de foreslåede energiparker i Tjele og Iglsø er udtryk for.

At de konservative musketerer Grove, Højer og Christensen i deres læserbrev af 27. september yder et bidrag til at gøre opmærksom på den pointe er i den grad prisværdigt. Man må håbe, det kan medvirke til at få borgmesterkandidat Stine Damborg til at justere partiets politik, som da hun trak sig fra budgetforliget i forhold til betalt parkering.

Der er nemlig ingen skam i at blive klogere.

Skammeligt er det omvendt at negligere de negative følger af Energipark Tjele. De er i bogstaveligste forstand monumentale. Derfor er det også svært at overse det medmenneskelige svigt forbundet med til kommunalvalget at stemme på politikere, der direkte eller via deres borgmesterkandidat, vil forringe livskvaliteten for tusindvis af mennesker i landdistrikterne ved at give tilladelse til at fylde landskabet med enorme vindmøller, endeløse solcellemarker, tusindvis af lastbiler, støj, lugt og lysglimt.

Politik bør udformes med ydmyghed og som en disciplin i at balancere hensyn og erkende begrænsninger. Ikke som en parade af højstemte floskler, fingeret dybsindighed og jagt efter abstrakte mål.

Det er ikke i dumstædigheden, den ansvarlige politik har sin rod.