Debat og politik

Debat: Ny uddannelse til Viborg

Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen, medlem af Folketinget  for Venstre.

Det er uhyre vigtigt, at vi husker at placere flest mulige uddannelser lokalt, så unge ikke behøver at tage til de store universitetsbyer. I stedet skal de have mulighed for at uddanne sig på deres hjemegn – med øget mulighed for, at de finder en kæreste og bosætter sig her.

Det er derfor en rigtig god nyhed, at regeringen netop har godkendt en række uddannelser, som placeres forskellige steder i landet. I den forbindelse har Viborg fået en ny uddannelse i anvendt dataanalyse, der placeres hos  erhvervsakademiet Dania. Tillykke med det til os alle!

Datavidenskab er generelt et område, hvor der er stor og stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Det glæder mig derfor, at vi i Viborg har fået endnu en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder efter endt uddannelse. Jeg vil fremover kæmpe videre sammen med alle gode kræfter for en mere decentral uddannelsesstruktur i Danmark. Flere relevante uddannelser skal placeres uden for de store universitetsbyer, herunder i Viborg. Eksempelvis kunne det være oplagt at placere dele af jurastudiet i ”Jyllands juridiske højborg”, Viborg. Det handler om at sikre et sammenhængende Danmark i bedre balance – og med mindre centralisme.

Kommentarer