Debat og politik

Debat: Forandringens vinde vil også mærkes i Viborg Kommune

Mette Nielsen, Byrådsmedlem (S) Viborg Kommune.

Debatindlæg af:
Mette Nielsen, Byrådsmedlem (S) Viborg Kommune.

Når vi ser tilbage på 2022, så vil det være tydeligt, at vi lever i en tid med store forandringer. Pandemi, krig i Ukraine, energikrise, inflation og økonomisk usikkerhed. Der er mange udfordringer og bekymringer for den enkelte og for vores fællesskab.

Tiden kræver sammenhold og fælles løsninger i Viborg Kommune, Danmark og Europa.

Vores velfærdssamfund er presset på flere områder. Vores sundhedsvæsen kræver ”nye måder” at gøre tingene på. Gennem folketingsvalgkampen har jeg mødt så mange mennesker, som havde så meget på hjerte i forhold til vores velfærdssamfund. Der var både egne oplevelser og forslag til, hvad der kan være anderledes i fremtiden.

Tak for alle samtalerne, dem tager jeg med mig i det videre arbejde. Der skal selvfølgelig også lyde en tak for opbakning og støtte før, under og efter valget.

Forandringens vinde vil også kunne mærkes i Viborg Kommune, og i 2023 skal der træffes mange store og vigtige beslutninger. Økonomien på velfærdsområderne er presset. Årets budgetlægning vil uden tvivl ”kræve både mod og fælles løsninger”.

Der er store udfordringer på både social- og ældreområdet. Det vil kræve, at vi tør træffe beslutninger, så vi løser udfordringerne og ikke skubber dem foran os. Lad mig sige det klart og tydeligt:

Vores ældre skal have et liv med omsorgsfuld pleje og værdighed. Det er også vigtigt, at langt flere mennesker med handicap og udfordringer i fremtiden kan bo i Viborg Kommune. Her i starten af det nye år vil jeg slå fast, at jeg også vil være en klar og tydelig stemme for velfærden i fremtiden.

Godt nytår til alle!

Kommentarer