Hammershøj

Danske Andelskassers Bank fortsætter den positive udvikling i 2017

Danske Andelskassers Banks hovedkvater i Hammershøj. Arkivfoto

Danske Andelskassers Bank A/S, hvis filialer i daglig tale går under navnet Andelskassen, fortsætter den positive udvikling og kommer ud af 1.-3. kvartal 2017 med et overskud før skat på 73,2 millioner kroner.

Det er en stigning på 62,6 millioner kroner i forhold til resultatet pr. 30. september 2016, og bankens ledelse betegner resultatet som tilfredsstillende. Fremgangen skyldes hovedsageligt faldende nedskrivninger samt en positiv udvikling i bankens kursreguleringer.

Nedskrivninger falder fra 55,8 millioner kroner i Q3 2016 til 27,1 millioner kroner i Q3 2017, hvilket svarer til et fald på 51 procent. De faldende nedskrivninger skyldes især den positive udvikling indenfor dansk landbrug – en udvikling, der i høj grad mærkes i en bank som Danske Andelskassers Bank, som på grund af sin mangeårige lokale forankring og geografiske placering har en høj andel af landbrugskunder.

Bankens kursreguleringer er samlet set steget -30,3 millioner kroner pr. 30. september 2016 til -2,8 millioner kroner i samme periode 2017. Dog har der isoleret set i 3. kvartal været en negativ udvikling i kursreguleringerne, hvilket skyldes en betydelig nedskrivning i den fællesejede datacentral BEC (Bankernes EDB Central), som har ført til, at DAB har nedskrevet 21,2 millioner kroner på sin ejerandel i datacentralen.

På udlånssiden fortsætter banken den positive udvikling med et udlån, der er steget med 8,7 procent i forhold til samme periode sidste år. Trods udlånsvæksten falder renteindtægterne imidlertid på grund af den betydelige priskonkurrence på udlån blandt bankerne.

Som kommentar til delårsrapporten siger administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank, Jan Pedersen:

Jan Pedersen, administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank. Pressefoto

– Der er heldigvis ikke så meget nyt under solen i forhold til bankens seneste regnskab, og resultatet for 1.-3. kvartal viser fortsat en positiv udvikling på de fleste områder. Det ser stadig fornuftigt ud for dansk landbrug, og der er så småt ved at komme gang i hjulene i flere af bankens lokalområder, både for privatkunder og virksomheder, hvilket kan ses i stigningen i bankens udlån.

– Vi har gennem hele 2017 brugt meget tid på at implementere de mange nye og skærpede lovkrav, som løbende sker i forhold til den finansielle sektor, og der har i flere tilfælde været tale om betydelige og særdeles ressourcekrævende opgaver. Jeg må derfor rose bankens medarbejdere for, at de samtidig med disse implementeringer har bevaret fokus på og endda været i stand til at styrke indsatsen overfor bankens kunder, aktionærer og lokalsamfund, slutter Jan Pedersen sin kommentar.

Kommentarer