Danmark – og Viborg – træder ind i den innovative elite
Det er starten på noget stort og samtidig en markering af et igangværende udviklings- og forskningssamarbejde mellem Danmark og Kina, som mandag 2. december afvikles i BDO Lounge i Tinghallen i Viborg. For første gang deltager Danmark i den internationale iværksætterkonkurrence Yellow Crane Cup, der er forankret i China Optics Valley i millionbyen Wuhan i det centrale Kina.
Konkret skal de indbudte danske virksomheder og projekter i løbet af dagen præsentere hver sit bidrag til finalen på den nye nordiske division af konkurrencen. Vinderne vil til slut blive kåret og præmieret og gå videre til den internationale finale i The Yellow Crane Cup 2019, som afvikles i Wuhan senere i december.
Det handler om forskning og udvikling inden for alle erhvervsgrene. Dog er det i særlig grad de danske fortrin i cirkulær bio-økonomi og grøn energi, som har vakt kinesernes interesse og har lukket danskerne ind i det fine selskab.
Gode muligheder for startup-virksomheder i Kina
Innovationsområdet Wuhan East Lake Hi-Tech Development Zone har et igangværende samarbejde med Viborg Kommune, Aarhus Universitet og iværksættermiljøet Agro Business Park. Konkret arbejder disse partnere på at etablere en Sino-Danish Hi-Tech Collaboration Park baseret i AU Foulum, og det dansk-kinesiske samarbejde styrkes nu yderligere gennem Yellow Crane Cup.
Professor Peter Mose Larsen, der er Wuhan City Partner og mangeårig kender af dansk-kinesiske forskningsrelationer, peger på, at Yellow Crane Cup har løftet mange kinesiske startup-virksomheder:
– Disse firmaer er interesserede i at finde danske samarbejdspartnere, da danskerne ligger inde med både viden og erfaring inden for vore kerneudviklingsområder miljø, bioteknologi og grøn-energi, som kan udnyttes i fælles joint-ventures. Deltagelse i the Yellow Crane Cup er et utroligt godt vindue til at blive set i Kina og for at få disse kontakter. Startup-virksomheden bliver samtidig synlig for et meget stort antal kinesiske investorer. Den letteste vej til dette vil sikkert være at blive en del af den dansk- kinesiske udviklingspark, der er etableret parallelt i både Viborg og Wuhan, siger Peter Mose Larsen.
Øget samhandel mellem Viborg og Wuhan
Også Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, ser betydningen af at være vært for første udgave af Yellow Crane Cup Nordic Division:
– Vores internationale arbejde kaster mange muligheder af sig, og gennem det sidste år har vi fået et rigtigt godt samarbejde med Kina, blandt andet gennem etableringen af en fælles dansk-kinesisk udviklingspark i Foulum og en tilsvarende hos vores partner i Wuhan. Vi håber, at den vil medvirke til øgede investeringer og samhandel mellem Viborg og Wuhan, siger Ulrik Wilbek
Kommentarer