Dagli’Brugsen på Gl. Aalborgvej lukker
Dagli’Brugsen på Gl. Aalborgvej i Viborg er en af i alt 15 butikker, som Coop lukker landet over.
Coop har besluttet at nedlægge 15 Dagli’Brugs- og LokalBrugs-butikker landet over. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Lukningerne, der kommer til at berøre 300 ansatte, skyldes at de berørte butikker gennem en årrække har givet et årligt tocifret millionunderskud.
– Det er butikker, der giver betydelige underskud, og hvor vi gennem flere år har kæmpet for at vende udviklingen. Men i år har butikkerne samlet set desværre forstærket den negative udvikling, trods en stor indsats fra medarbejdernes side. Vi ser derfor ikke flere muligheder for at drive dem videre, uddyber Torben B. Andersen, der er kædedirektør for Dagli´Brugsen.
Coop oplyser endvidere, at man ikke har nogen planer om at bruge de lukkede butikker til andre formål. De vil derfor blive sat til salg eller lejet ud til interesserede lejere.
Hos Dagli’Brugsen på Gl. Aalborgvej vil omkring 12 medarbejdere blive berørt at lukningen. Butikken har i øjeblikket ikke nogen uddeler, og den ansvarlige ledelse ønsker ikke at udtale sig yderligere.
Butikken har sidste åbningsdag 30. juni
Kommentarer