Viborg By

Cyklistforbundet i Viborg vinder national cyklistpris

Se billedserie Ti små cyklister ... Børn fra Dalens Børnehus ventede spændt på at komme i gang med cykelleg. Foto: GF Fonden

Mandag fik Cyklistforbundet i Viborg overrakt GF Trafik-prisen. Prisen modtager den lokale afdeling for et projekt, der skal gøre de yngste cyklister mere sikre i trafikken. Se alle billeder fra prisoverrækkelsen, hvor både store og små cyklister var med til at fejre modtagelsen af den nationale trafikpris fra GF Forsikring fond.

Viborg dannede mandag ramme om en national prisoverrækkelse. Det var Cyklistforbundet i Viborg, der modtog GF Trafikpris for projektet “Cykelleg og trafiksikker”, og nogle af kommunens små trafikanter var naturligvis til stede for at fejre prisen.

Sammen med GF Trafik følger en donation på 20.000 kroner fra GF Forsikrings fond, GF Fonden. Helt konkret går pengene til uddannelse af de frivillige fra Cyklistforbundet samt til en cykeltrailer fyldt med materialer til cykelleg.

Via tidlig leg og læring skal indsatsen være med til at gøre de yngste trafikanter mere sikre i trafikken. Stig Lindenstrøm, formand for GF Viborg overrakte prisen til Cyklistforbundet.

– Det er et projekt, der på fornemste vis sætter fokus på sundhed og cykelglæde samt på den gode og trafiksikre adfærd. Vi håber samtidig på, at erfaringerne her fra Viborg, vil inspirere andre steder i landet, sagde Stig Lindenstrøm i sin tale på vegne af fondens trafikpriskomite.

Glæde over at komme i gang

Formand for den lokale afdeling af Cyklistforbundet, Inger Larsen Ørbæk, var glad for endelig at komme i gang med projektet, der har været ramt af forsamlingsforbuddet.

– Det er skønt, at vi nu for alvor kan komme i gang med projektet. Cykeltraileren har allerede været i brug, og nu glæder vi os til at komme ud i flere af kommunens børnehuse med sjove og lærerige cykelege til de alleryngste, fortæller Inger Larsen Ørbæk.

Børnene fra Dalens Børnehus var mindst lige så begejstrede. De ankom alle til prisoverrækkelsen iklædt både hjelm og refleksvest. Der blev cyklet til den store trafiksikre guldmedalje, og alle havde en sjov dag. At aktiviteten i dagens anledning sluttede med muffins og juice var blot en ekstra bonus.

Kommentarer