Capio Privathospital køber MR Scanner Viborg
Capio Privathospital har opkøbt scanningsklinikken MR Scanner Viborg. Capio Privathospital Viborg har haft et velfungerende samarbejde med MR Scanner Viborg og anvendt klinikken som underleverandør i mange år. Nu indlemmes MR Scanner Viborg i Capio-koncernen.
”Vi er utroligt glade for at kunne offentliggøre opkøbet, som styrker vores position på markedet inden for billeddiagnostiske ydelser i tråd med vores strategiske fokusområder,” siger CEO for Capio Privathospital, Christian Bech Høngaard.
”Vi glæder os over at kunne udvide vores tilbud til vores patienter med endnu en stærk kapacitet på Danmarkskortet. Med opkøbet kan vi fremover tilbyde MR-scanning i Capio-regi på alle vores lokationer landet over. Det er en stor fordel for vores patienter, der dermed tilbydes alle ydelser i forbindelse med deres forløb hos os in-house. Det giver et flow i forløbet, som er med til at sikre den gode patientrejse.”
Jens Drejer, MR-radiolog og Virksomhedsansvarlig Læge for MR Scanner Viborg supplerer: ”Vi er glade for at have fremtidssikret MR-klinikken og dens medarbejdere ved at overdrage klinikken til en international hospitalsorganisation, der har vækst i billeddiagnostik som et strategisk mål. Overdragelsen betyder også, at en helt naturlig integration med privathospitalet i Viborg nu er en realitet.”
Nye kolleger og et styrket tilbud
MR Scanner Viborg har ligesom Capio Privathospital Viborg til huse på Viborg Stadion med kort afstand mellem hospitalet og MR-klinikken, til glæde for hospitalets patienter. MR Scanner Viborg bliver en del af Capio Viborg under ledelse af Hospitalschef, Rikke Dupont, og med Chefradiograf for Capio Vestdanmark, Liam Ha, som faglig ansvarlig.
”Alle ansatte i MR Scanner Viborg fortsætter i klinikken, så vi kan sikre samme høje serviceniveau fremover,” fortæller Rikke Dupont.
”Jeg ser frem til at byde dem alle velkommen til Capio. MR Scanner Viborg er en spændende forretning, som giver os mulighed for at tilbyde vores patienter en endnu bedre service og en endnu mere smidig patientrejse.”
Udbud i Region Midt overgår til Capio
MR Scanner Viborg blev startet i 2005 og har næsten lige så længe haft samarbejdsaftale med Region Midtjylland (tidligere Viborg Amt). Klinikken udfører 12-15.000 scanninger årligt for både det offentlige, forsikringsselskaber og selvbetalere på to moderne 1,5 T scannere, hvoraf den ene er udskiftet så sent som i sommeren 2020.
Pt. har klinikken en udbudskontrakt med Region Midtjylland for den vestlige del af regionen. Denne aftale overtager Capio i forbindelse med opkøbet af klinikken.
Kommentarer