‘Brændpunktet’ blandt semifinalisterne i Danmarks bedste firmanavn
Den viborgensiske café Brændpunktet er én af de 20 semifinalister i konkurrencen om Danmarks bedste firmanavn. Nu er det op til danskerne at afgøre, hvem der kommer med i finalen.
Krak leder efter Danmarks bedste firmanavne. Over 600 navne blev nomineret i konkurrencen, som fejrer små og mellemstore virksomheder i hele landet. Blandt de nominerede har juryen udvalgt 20 semifinalister, og blandt dem skal danskerne nu vælge, hvilke 10 der går videre til finalen.
– Vi oplever et stort engagement i de lokale erhvervsdrivende gennem denne kåring, og vi håber, at rigtig mange danskere vil være med til at stemme deres favoritter videre på www.bedstefirmanavn.dk, siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro Danmark, der står bag Krak.
Stor kreativitet i erhvervslivet
Konkurrencen viser, at der findes mange kreative firmanavne i Danmark. Nogle er gode ordspil, mens andre twister ordene til at få en ny betydning eller bare klinger godt. Juryen i Danmarks bedste firmanavn bliver ekstra glade, når virksomhederne lader sig inspirere af det danske sprog. Reklamemanden Jonas Ingvardsen er formand for juryen.
– Juryen har modtaget en lang række forslag til Danmarks bedste firmanavn og har udvalgt de 20, vi mener er de bedste. Vi har blandt andet lagt til grund, at navnet skal være let at huske, let at forstå og let at relatere til virksomheden, produktet eller servicen. Men det vigtigste kriterium er, at et godt navn skal formå at skille sig positivt ud blandt konkurrenterne og få virksomheden til at fremstå som et fyrtårn i en verden fyldt med kommunikation. Et godt firmanavn får dig til at tænke: Hvorfor har ingen fundet på det før? siger Jonas Ingvardsen, der er strategisk direktør og partner i det nordiske markedsføringsbureau Patchwork.
Stem på din favorit!
Alle kan nu stemme på deres favoritter blandt de 20 semifinalister. De 10 navne, der får flest stemmer, går videre til finalen, hvor juryen kårer en vinder. Vinderen forventes at blive annonceret i uge 46.
Her kan du stemme på din favorit: www.bedstefirmanavn.dk.
Dette er de 20 semifinalister i konkurrencen om Danmarks bedste firmanavn 2017:
• A’ Øllebølle Tæk, tækkemand og tømrer fra Errindlev på Lolland
• Altid Glade Fødder, fodterapeut fra Kolding
• Barbar Bar, bar i København
• Bette Gris, grisetransport- og handelsvirksomhed fra Hundborg, nær Thisted
• Bibliografen, bibliotek og biograf i Bagsværd
• Bilkosmetologen, autoværksted i Randers
• Brændpunktet, café i Viborg
• DuckAmok, badeandsshop fra Frederikssund
• Gipote.dk, portal for hundehandel med base i Aarhus
• Istid, isbutik i København
• KringleXpressen.dk, portal for onlinesalg af bagværk med base i Viby J
• Kryb-Væk, skadedyrsbekæmper fra Vejen
• Kuglerammen, bogholderi i Holbæk
• Livretten, takeaway-restaurant i Randers
• Nemme Numser, blebutik fra Skælskør
• Nostalgica, antikvariat i Slagelse
• Over Alle Bjerge, rejsebureau i København
• Tadaa!, delebiltjeneste fra Horsens
• Tømmer-Mændene, trævarevirksomhed fra Ungstrup, nær Kjellerup
• Voxeværket, kontorhoteller med base i Roskilde
Kommentarer