Tjele

Borgermøder og høring om områdeplaner i Viborg Kommune

Allerede på lørdag afholdes de første tre af i alt seks borgermøder omkring områdeplanerne for de grønne områder i Viborg Kommune. Blandt andet i Vammen, hvor mødet finder sted ved Den Grønne Kile. Arkivfoto: Gitte Hagsholm

Viborg Kommune har udarbejdet 50 områdeplaner for de grønne områder i kommunen. Det er planer for både de bynære parker og grønne områder og for skove og naturarealer. Planerne beskriver områdernes karakter, mål og værdier, udtryk og plejeniveau, biodiversitet samt udviklingspotentiale. Med meget kort varsel inviterer kommunen nu borgere til en række møder for at få input til planerne.

I en pressemeddelelse mandag skriver kommunens forvaltning for Teknik & Miljø, Natur og Vand følgende:

“Da Viborg Kommunes natur og parker er for vores borgere, vil vi gerne høre, hvad du oplever som kvaliteter og hvilke ønsker, du har til de grønne områder i dit lokalområde”.

Planerne sendes derfor i høring, så man har mulighed for at give sit besyv med. Og kommunen inviterer i den forbindelse til seks borgermøder spredt i kommunen.

Borgermøderne finder sted på følgende tidspunkter og adresser:

  • Lørdag den 28. august kl. 10.00-11.30: Bjerringbro, Tusindfrydengen, Vest for Norevej 17, 8850 Bjerringbro
  • Lørdag den 28. august kl. 13.00-14.30: Tjele, Den grønne kile – mødested v. højen, Nørregade 14, 8830 Tjele
  • Lørdag den 28. august kl. 16.00-17.30: Møldrup, Astrupparken – mødested v. legepladsen, Rolighedsvej 7, 9632 Møldrup
  • Torsdag den 2. september kl. 17.00-19.00: Viborg, Undallslund – mødested ved Naturskolen, Kapt. Undalls Vej 1, 8800 Viborg
  • Torsdag den 9. september kl. 17.00-18.30: Frederiks, Lyngsøparken – mødested v. madpakkehuset, Solvænget 174, 7470 Karup
  • Tirsdag den 14. september kl. 17.00-18.30: Stoholm, Anlægget, Anlægsgade 10G, 7850 Stoholm

Man kan også fremsende sine høringssvar til udkastene til områdeplaner ved at sende en mail til naturogvand@viborg.dk. Skriv i emnefeltet, hvilket naturområde eller hvilken park, det drejer sig om.

Formålet med møderne er også at introducere borgerne for den digitale platform, Kollecto,  hvor man kan indgive sine høringssvar. Det kan man frem til den 5. oktober.

Læs mere på kommunens hjemmeside

Kommentarer