Børn og voksne cyklede sponsorkroner ind til Trojka
Børnene var i overtal, da IF Trojka tirsdag aften i bagende sol afviklede det årlige sponsorcykelløb i Hammershøj.
Der blev trådt godt til i pedalerne på de små og mellemstore cykler, da støtteforeningen Trojka’s Venner tirsdag aften afholdte årets sponsorcykelløb i Hammershøj. Men kunne fristes til at kalde det ‘en forårsaften i helvede’, fordi varmerekorden for årstiden var noget af en udfordring for deltagerne.
Omkring 40 børn i alderen fra 4 til 11 år stillede op i kategorien U12 – nogle af de yngste deltagere med støttehjul på cyklen og en forælder som ‘medløber’.
Børnene lagde alle ud med stor entusiasme og med god opbakning fra forældre, bedsteforældre og lokale borgere. Der var ikke helt så mange heppere som ønsket, men cykelløbet konkurrerede med både fodbold på stadion og virksomhedsbesøg på teglværket samme aften.
Musik fra højtalerne og lydspor fra Tour de France sammen med speaker Martin Binderups iagttagende og humoristiske kommentarer til cykelrytterne, når de passerede målområdet, var alligevel med til at skabe en rigtig cykelløbsstemning. Det var da også tydeligt at flere af selv de helt unge ryttere konkurrerede indbyrdes på fart og omgange.
At små børn nemt kan lade sig distrahere – selv i en determineret cykelindsats – skabte ind imellem nogle dramatiske øjeblikke, hvor tilskuerne momentalt frygtede både massestyrt og lemlæstelse.
Så galt gik det dog ikke, og løbet, som varede en time, afvikledes problemfrit bortset fra et enkelt mindre styrt uden andre skader end noget forskrækkelse.
Joachim Antonsen på 11 år fik en præmie for flest kørte omgange – 21 blev det til; mens lille Sigrid Bundgaard Binderup på 4 år tog præmien for det største sponsorbeløb, som lød på 900 kroner.
De voksne cyklede – og løb
Bagefter var det de voksnes tur til at træde i pedalerne, og her var omkring 15 deltagere, de fleste medlemmer af Trojkas cykelafdeling.
Her var selvklart noget mere fart over feltet, og børnene blev formanet til at holde sig fra vejen.
Nikolaj Bundgaard Sørensen kørte flest runder hjem – i alt 38. Den lokale triathlet, Michael Svendsen, var også godt med, indtil han 8 minutter før tid punkterede. Men så skiftede han bare til løbesko og nåede således yderligere 2 runder.
Hele 3 cykelryttere delte prisen for det største indsamlede beløb. Det var Britta Gregersen, Torben Gregersen og Jørn Hendriksen, der hver cyklede 1440 kroner hjem.
Samlet blev der på de to timer cyklet i alt 839 omgange, som gererede cirka 16.000 kroner i sponsorindtægt. Ikke prangende, men næstformand i Trojka’s Venner. Dorthe Thomassen, var alligevel godt tilfreds.
– Det var en god og hyggelig aften, og så håber vi bare, der dukker endnu flere deltagere – og sponsorer – op næste år, siger hun.
Kommentarer