Navnenyt

Birgitte fra Vroue vinder en Medallion for Excellence ved EuroSkills

Birgitte Brunsgaard Jacobsen fra Vroue er blandt Europas bedste landbrugsmaskinmekanikere. Foto: skillsdenmark.dk

Efter tre intense konkurrencedage til EuroSkills 2023 i den polske by Gdansk fik landbrugsmaskinmekanikeren Birgitte Brunsgaard Jacobsen fra Sjørup Group lørdag aften præmieret sin indsats med en Medallion for Excellence.

21-årige Birgitte Brunsgaard Jacobsen er blandt Europas bedste landbrugsmaskinmekanikere. Ved en stor ceremoni i Polsat Plus Arena lørdag aften fik hun en såkaldt Medallion for Excellence, som gives til konkurrencedeltagere, der når over 700 point i den samlede bedømmelse.

Birgitte stillede op i kategorien Heavy Vehicle Technoology og beviste altså her, at hun er en af de bedste til sit fag i Europa. Samlet set blev det til en femteplads for Birgitte, der blev meget glad, da det stod klart, at hun havde fået point nok til æresmedaljen.

– Jeg var lidt overrasket, da mit navn stod på skærmen. Jeg havde virkelig håbet, men man kan jo aldrig være sikker. Det er megafedt, siger Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

Begejstringen var til at få øje på, da Birgitte Brunsgaard Jacobsens navn dukkede op i forbindelse med kåringen af de bedste landbrugsmaskinmekanikere ved EuroSkills. Foto: skillsdenmark.dk

Danmark hører til i den internationale elite

Den flotte placering vækker begejstring hos Dansk Metal og DI.

– Vi er både glade og stolte over, at det lykkedes Birgitte at vinde en Medallion for Excellence ved EuroSkills. Det viser, at når man tager en erhvervsuddannelse i Danmark, hører man til i den internationale elite, og at en erhvervsuddannelse er fuld af muligheder – i Danmark såvel som i verden, siger Kasper Palm, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, og forbundssekretær i Dansk Metal.

Formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i DI, Signe Tychsen Philip stemmer i.

– På en dag som i dag er der ingen grænser for, hvor stolte vi er af vores virksomheders og erhvervsskolers uddannelse af dygtige faglærte. Det er et flot resultat, vores unge deltagere har leveret. Et lille land som Danmark har en stor faglært talentmasse, og det har dagens resultater sat en tyk streg under, lyder det fra Signe Tychsen Philip.

Flotte resultater fra industriens deltagere

Konkurrencerne blev skudt i gang onsdag 6. september og forløb over tre dage med deltagelse af 600 unge håndværkere fra 32 lande fordelt på 43 konkurrencer.

Det er i år ottende gang, at EuroSkills afholdes, og konkurrencen er den største i Europa inden for erhvervsuddannelser. Når der næste gang er EuroSkills i 2025, er det Danmark og MCH Messecenter Herning, der er værter.

Industriens øvrige konkurrencedeltagere har leveret flotte resultater ved EuroSkills. I alt blev det til en sølvmedalje, en bronzemedalje og en Medallion of Excellence.

Læs mere om og se alle de danske vindere på skillsdenmark.dk

 

Kommentarer