Bagermester Claus Doktor og MyBakery vender tilbage
Nu bliver der ny og forstærket konkurrence om indkøbene fra de brød- og kageglade forbrugere i Viborg.
De kan byde velkommen igen til en gammel kending i byens butiksliv, nemlig bagermester Claus Doktor og hans MyBakery by Doktor-forretning. Han overtager fra den 19. februar det hidtidige Langenæs Bageriet.
Claus Doktor, der indtil 2013 drev bagerforretning i Viborg, valgte at sælge til Lagkagehuset og trak sig året efter helt væk fra byen. Han har som følge deraf været blokeret af en konkurrenceklausul, men har i stedet med succes drevet MyBakery-forretningen videre fra basen i Hobro.
Men konkurrenceklausulen er nu udløbet, og bagermester Claus Doktor fandt for nylig ud af, at hans ekspansive kollega Michael Spottag fra Aarhus, der står bag Langenæs Bageriet, gerne ville trække sig ud af Viborg og refokusere sin vækststrategi mod det østjyske område.
God mulighed
– Det har skabt en rigtig god mulighed for både os, for medarbejderne og for Viborgs kunder. Butikken i Viborg ligger rigtig godt geografisk i forhold til vores nuværende aktiviteter, og Langenæs Bageriet har med dygtighed opbygget et godt kundeunderlag og et stærkt personale-team med fokus på høj kvalitet og god service. Så det er en gave at kunne overtage en så stærk forretning, siger Claus Doktor.
Medarbejdere orienteret
Langenæs Bageriet kom til Viborg i 2016. Bageriets stifter Michael Spottag er glad for overdragelsen, som medarbejderne blev orienteret om torsdag aften.
– Claus ville rigtig gerne tilbage til Viborg. Selv om vi har været glade for at være i byen, må vi erkende, at MyBakery by Doktor rent geografisk er langt bedre rustet til at udvikle Viborg, end vi har været. Så det her er en optimal løsning for både ham og for os, siger Michael Spottag.
Kommentarer