Debat og politik

Alle politiske beslutninger bør indeholde et klimaregnskab!

Debatindlæg af Mette Nielsen folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune

Vores miljø og grønne omstilling har der været sagt og skrevet meget om gennem de seneste år. Det er en dagsorden som gennem årene har mødt en del lokal modstand, når der har været forandringer på dagsordenen. For at sige det lige ud, så har det faktisk ofte været op ad bakke med den grønne omstilling.

Regeringen har netop fremlagt forslag til en grøn skattereform. Konkret betyder det, at de virksomheder som udleder mest CO2, naturligvis skal betale mest for at udlede mest CO2. Det kommer til at gælde for alle. Udgangspunktet er, at det skal være både grønt og retfærdigt.

Derudover der i den grønne skattereform forsalg om, at:

Der indføres en CO2-afgift som bundpris for at sikre, at vi når klimamålet med 70 procent mindre udledning af C02 i 2030. Det skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledninger.

Der skal laves en grøn omstillingsfond på 7 milliarder kroner frem mod 2030 målrettet de virksomheder, som har sværest ved at omstille sig.

Det forventes, at de virksomheder som får en lidt laveres C02-afgift omstiller sig. Hvis de ikke gør det, så vil det betyde at skattereformen tilpasses udfordringerne. Denne revidering af skattereformen vil i givet fald ske i 2026.

Jeg er ret sikker på, at den grønne skattereform og ”håndtagene deri”, bevidstheden om, at der SKAL gøres noget for vores klima, ønsket om at blive fri at russisk gas og fossile brændsler generelt, samt de ”konkrete og mærkbare” stigende priser på varme og EL generelt i hverdagen vil virke motiverende for at tage langt flere grønne initiativer. Jeg forventer at se initiativer både for private husholdninger, i erhvervslivet og i landets kommuner. Det er nødvendigt, at vi gør noget nu. Vi skal passe på fremtiden, så vi sikrer gode levevilkår for både vores børn og børnebørn og oldebørn.

Jeg mener, at alle byråd i Danmark skal have et punkt på udvalgsdagsordenerne, så ALLE kommunale beslutninger vurderes i forhold til klima – og miljøpåvirkning. Ved alle udvalgssager som politisk behandles i Viborg Kommune, så tager vi i forvejen stilling til en række forhold (økonomiske forhold og konsekvenser, juridiske- og planmæssige forhold, inddragelse og høring, alternativer, tidsperspektiv). Jeg mener altså også, at der bør indsættes et punkt på dagsordenen i alle landets kommuner, hvor der tages stilling til klima- og miljøpåvirkning – et slags klimaregnskab. Der træffes mange beslutninger politisk, som i hverdagen påvirker vores klima og miljø. Jeg er ret sikker på, at der vil kunne gøre en stor forskel. Som bekendt, så skaber bevidstheden om at ”gøre noget” de største forandringer.

Kommentarer