Hammershøj

95 børn til bordtenniscamp i Hammershøj

Se billedserie Sidste uge var 95 børn og unge fra hele landet sammen med 10 trænere samlet – med afstand – til bordtennis camp på Tjele Efterskole i Hammershøj. Foto: Team Nørreå

Den årlige bordtennis sommer camp på Tjele Efterskole var i fare for at blive aflyst, men midt i juni måned kom der nye lempelser fra regeringen som betød, at det nu var muligt at arrangere camps for børn og unge op til 25 år med op til 500 deltagere. Sidste uge kunne 95 børn og unge fra hele Danmark derfor drage til Hammershøj for at spille bordtennis i en hel uge.

2020 så i lang tid ud til at være året, hvor en mangeårig tradition med bordtennissommerlejr i Hammershøj skulle brydes.

– Vi har haft stort set udsolgt til campen  siden sidste efterår, så vi var noget spændte på og nervøse over, om vi fik mulighed for at gennemføre sommerlejren, fortæller Tommy Jørgensen,som er primus motor på arrangementet.

– Derfor var lettelse, da regeringen meldte ud, at vi nu kunne afholde vores camp, selvfølgelig med de restriktioner, der fulgte med åbningen, siger han.

Normalt trækker campen over hundrede børn og unge, men på grund af aflysninger  af samme årsag landede man på 95.

– Det er fint i forhold til alle de forholdsregler, vi har skullet tage. Børnene har været opdelt og indlogeret efter de samme regler som efterskolen har kørt med. Vi har også hyret ekstra personale til at sørge for løbende rengøring, og så har der selvfølgelig også været nogle udfordringer med, at børnene skulle spise på forskudte tidspunkter, fortæller Tommy Jørgensen.

Det er Team Nørreå i samarbejde med Tjele Efterskole, der er den officielle arrangør af bordtennis campen, og med de mange restriktioner er der ikke som tidligere meget overskud at hente på arrangementet.

– Men det betyder ikke så meget i det store perspektiv.  Det der er vigtigt for os er, at børnene får en god oplevelse med sporten og fællesskabet, siger Tommy Jørgensen og tilføjer:

– Vi kan jo rent faktisk se, at nogle af vores bedste spillere har fået mindre muskler i denne coronaperiode, så det er dejligt at se dem på dupperne igen.

Ud over masser af bordtennisspil bød ugen også på andre aktiviteter som rundbold, fodbold og et skræmmende natløb i skoven, og så fik campen også besøg af tryllekunstner Birger Vest.

– Det har været en fantastisk uge, og det er især skønt at se, at tidligere deltagere, nu er vendt tilbage som trænere, så jeg er sikker på, at vi er tilbage igen næste år, lyder meldingen fra Tommy Jørgensen.

Kommentarer