65 årig mand dræbt i trafikulykke ved Rødkærsbro
En mand mistede onsdag formiddag livet efter et frontalt sammenstød med lastbil på hovedvej 26 ved Rødkærsbro.
Midt- og Vestjyllands Politi fik en anmeldelsen om den alvorlige trafikulykke, der skete på hovedvej 26 mellem Rødkærsbro og Ans, klokken 10.54 onsdag formiddag.
Ifølge politiet kørte en personbil af ukendte årsager over i modsatte vognbane, hvor den kolliderede med en lastbil.
Føreren af personbilen, en 65-årig mand fra Viborg, mistede livet. Lasstbilschaufføren slap uskadt, men var voldsomt chokeret, oplyser politiet.
Indsatsleder fra Midtjysk Brand og Redning, Lars Erik Møller Leth udtaler til flere medier, at sammenstødet mellem de to køretøjer var så voldsomt, at personen i personbilen ikke kunne taget ud som normalt.
– Vi var nødt til at sætte en kæde i hver ende af bilen og så trække den fra hinanden, fortæller indsatslederen, der havde 12-14 personer fra henholdsvis stationen i Viborg og i Bjerringbro på stedet ved dødsulykken.
Vejen var spærret i flere timer efter ulykken.
Kommentarer